
TV 2 samler de største Stormester-stjerner i ny sæson
Vinderne fra de første sæsoner af underholdningsprogrammet "Stormester" - blandt andre Sofie Linde og Christian Fuhlendorff - tørner sammen i en specialudgave.
Udgivet:23. september 2022, 14.25
Læsetid:1 minut
Sofie Linde deltog i den anden sæson af "Stormester" sammen med tv-vært Melvin Kakooza, skuespillerinde Stephania Potalivo samt komikerne Thomas Warberg og Jacob Taarnhøj. (Arkivfoto).
1 år siden
KØBENHAVN Nu skal vindernes vinder kåres i en specialsæson af "Stormester".
Vinderne fra de fem første sæsoner af underholdningsprogrammet tørner sammen, og resultatet kan ses på TV 2 næste år.
Det fremgår af den officielle Instagram-profil tilhørende programmet.
Vinderen af første sæson var komikeren Christian Fuhlendorff, mens X Factor-værten Sofie Linde snuppede titlen i anden sæson.
I tredje sæson endte komikeren Victor Lander øverst på podiet. I fjerde sæson sejrede sanger og satiriker Annika Aakjær, mens den seneste sæson, den femte i rækken, blev vundet af komikeren Jonas Mogensen.
I "Stormester" skal fem kendisser løse finurlige opgaver - som at få en isblok til at forsvinde hurtigst muligt og få et lys til at brænde hurtigst ud. Løsningerne bliver bedømt af programmets såkaldte stormester, komikeren Lasse Rimmer.
Der er også en sjette ordinær sæson på trapperne.
Her dyster satiriker og iværksætter Simon Jul mod den nye Vild med dans-vært Martin Johannes Larsen, komikeren Eva Jin, skuespilleren Julie Rudbæk og tv-værten Sebastian Klein.
/ritzau/
