Leder: Balladen om spillemandspengene

30. november 2020, 12.00

Foto: Jakob Stigsen Andersen

Først var der uroen i kølvandet på beslutningen om at spare festen i forbindelse med sidste skoledag for eleverne i 9. og 10. klasse væk.

I 27 år har den fest været tradition for i tusindvis af silkeborgensiske unge i krydsfeltet mellem folkeskolen og næste kapitel i livet.

Sparemål: 60.000 kroner. Argumentet: Det er ikke en kommunal kerneopgave at være festarrangør.

Læs også
Slut med stor sidste skoledag-fest
+Abonnement

I dagens avis fortæller vi så, at 100 svagtseende i Silkeborg Kommune mister deres elskede lydavis.

En lydavis, organiseret af Silkeborg Bibliotekerne, indtalt af frivillige. Og for mange svagtseende livlinen til samfundslivet.

Sparemål: 50.000 kroner.

Samlet kommunal besparelse: 110.000 kroner.

Nu udtrykker en række udvalgsmedlemmer overraskelse over, at skolefesten spares væk. Det ville de gerne have vidst. En signalerer, at den måske kommer tilbage. En anden, at den måske kan overleve via en egenbetaling.

Også Johan Brødsgaard (R), formand for kultur-, fritids- og idrætsudvalget, er i bakgear og åbner for, at lydavisen kan reddes på målstregen.

Læs også
Spares væk: Svagtseende mister lydavis
+Abonnement

Vi forstår, at Silkeborg Kommune kan være i en situation, hvor der skal spares. Også store, tocifrede millionbeløb. Og at det som politikere kan være svært at finde pengene.

Vi er sikre på, at kommunens embedsmænd og kvinder hver morgen møder ind for som professionelle at gøre deres arbejde så godt som muligt.

Så alle gode viljer er til stede op og ned og til siden på rådhuset i Silkeborg.

Der er noget galt, når vi i løbet af få dage oplever to skræk-eksemler på, hvor galt det går, når spareplanerne rammer ved siden af skiven

Hans Krabbe i Lederen

Men realiteten er, at Silkeborg Kommune lige nu står med to trælse sager, hvor beslutningerne virker forhastede og hjerteløse og ude af trit med borgernes ønsker og forventninger til, hvad en kommune skal stå for. Og beløbene er pebernødder i det store spil.

Der er noget galt, når vi i løbet af få dage oplever to skræk-eksemler på, hvor galt det går, når spareplanerne rammer ved siden af skiven.

I forbindelse med afslutningsfesten kom beslutningen bag på politikerne. Angående lydavisen, så var politikerne orienteret.

Uanset forhistorien må nogen spørge sig selv, om resultaterne er udtryk for dårlig ledelse? For dårlig kultur? Svage processer? Politikere, der ikke er tæt nok på?

Måske vi skulle have et borgerpanel af fornuftige folk med en fornemmelse for, hvad der er indlysende rigtigt i den slags sager? Almindelige mennesker ude fra samfundet med kompasset indstillet på lokal historik, sund fornuft og næstekærlighed

Men hov? Det har vi jo. Der er 31 af dem i byrådssalen.

Kom nu.

Ingen fortjener flere af den slags forløb.