Landsby markerer opgradering af cykelrute med fernisering

Landsbyen markerer sammen med Silkeborg Kommune opgradering af national cykelrute og indbyder samtidig til fernisering på helt speciel cykeludsmykning

Udgivet:28. maj 2019, 09.44

Læsetid:2 minutter

En rød banecykel, der stammer fra en privatbane, er udstillet som et flot vartegn ved indkørslen til Vinding.

Mette Andersen
Journalist

4 år siden

VINDING »Ding dong dynamolygte - Vinding styrer for vildt«.

Sådan lyder sloganet for et projekt, der med en udsmykning af cykler skal forskønne landsbyen Vinding og samtidig markere, at den nationale cykelrute fra Ringkøbing til København bliver opgraderet.

Ruten går via Vinding - i hjertet af Jylland, som det lyder lokalt fra landsbyen.

Beboere og landsbyudvalg har fået den idé at forskønne Vinding med en cykeludsmykning, og arbejdet er i fuld gang.

En række borgere har allerede stillet udsmykkede cykler og cykelskulpturer op ved vejskel, og ved indkørslen til landsbyen er sat en rød banecykel samt en vandcykel op. Silkeborg Kommune har desuden udlånt fire cykelskulpturer til udsmykningen.

Der er fernisering på cykeludstillingen lørdag den 1. juni, hvor åbningen af den nationale cykelrute »Danmark på tværs« samtidig bliver markeret. Arrangementet finder sted ved pinsekaffepladsen i Vinding ved Banestien/Burgårdevej, hvor der bliver budt på kage og opfordret til efterfølgende at tage en cykeltur på ruten.

Det er Landsbyudvalget i Vinding og Silkeborg Kommune, som står bag invitationen.

Det er 120 år siden, at Vinding blev stationsby. 30 år senere - i 1929 - blev privatbanen Horsens-Bryrup videreført til Silkeborg. I dag er ruten en asfalteret cykelsti.

- Vi er rigtigt glade for de mange cyklister, som kommer gennem vores smykke område ad ruten, og som denne sommer kan opleve vores cykeludsmykning, siger Erik Markvad fra Landsbyudvalget i Vinding.

Cykeludsmykningen kan ses langs cykelruten i Vinding indtil 30. september.

Anne-Lise Have (til venstre) og Annette Lykke monterer hjul som en del af cykeludsmykningen i Vinding. De er en del af Vindings torsdagshold, som er en række frivillige, der året rundt mødes hver anden torsdag formiddag i forsamlingshuset for blandt andet at rydde op, male, reparere og slå græs. Lige nu har holdet travlt med cykelprojektet. Foto: Mogens Stendal