Outdoor 365 fra Ry lander vild aftale om VM i Kano og Kajak

Nyskabende samarbejde imellem Dansk Kano og Kajak Forbund og Outdoor 365 fra Ry skal sikre masser af publikumsaktiviteter under VM næste år

27. november 2020, 11.55

Eventmanager Ulla N. Pedersen og SUP-instruktør Line Antoft giver hinanden »high five« på, at de næste år er klar til at skabe en masse spændende publikumsaktiviteter under VM i kano og kajak sprint. Ry Outdoor festival bliver også afholdt som vanligt i Pinsen, så folkene bag Ry Outdoor og Outdoor 265 går et travlt 2021 i møde. Foto: Bjørn Thomsen

RY Den Ry-baserede virksomhed Outdoor 365, som formidler og skaber udendørs oplevelser og er en udløber af outdoorfestivalen Ry Outdoor har netop landet en stor aftale med arrangørerne af VM i Kano og Kajk, som afholdes på Bagsværd Sø i september næste år.

- Det er dem, der har rakt ud til os, og vi er vildt stolte af. at foilk uden for Søhøjlandet også lægger mærke til os nu. Vi er blevet hele Danmarks outdoorportal, og nu skal vi stå for en masse publikumsinvolverende aktiviteter under næste års VM, siger direktør i Outdoor 365, Isabel Morgenstern.

VM i kano og kajak sprint bliver afviklet umiddelbart efter OL og giver dermed atleterne en historisk mulighed for at vinde både OL- og VM-medaljer i én og samme sæson. 7.000 tilskuere fra ind- og udland forventes at være på plads på tribunerne, når de 1500 atleter og trænere fra op mod 100 nationer møder frem på Danmarks nationale Rostadion ved Bagsværd Sø fra den 14. – 21. september.

- Vi kopierer simpelthen vores Ry Outdoor-festival og flytter den til Bagsværd i september. Det kan godt være, at vi i disse tider er forhindrede i at skabe megaevents, men lige præcis i skoven og på vandet kan vi sprede corona-sikre outdoor-aktiviteter ud i store områder i naturen. Det handler om tidens outdoor-trend. VM er spydspidsen, hvor aktiviteten starter. Så vores publikum-event skal understøtte et VM til vands, til lands og i luften med masser af fede udelivsaktiviteter. Vi er klar, og vi glæder os helt vildt til samarbejdet, siger hun.

En fest på vandet

Det samme gør Ulla N. Pedersen, som er eventmanager i Dansk Kano og Kajak Forbund, som står for afviklingen af VM i Bagsværd næste år.

- VM i kano og kajak sprint bliver en en stor oplevelse for tilskuerne, som fra tilskuertribunerne blandt andre kan kan følge danske OL-deltageres præstationer under VM. Samtidig tager vi oplevelsen et skridt videre og giver mulighed for tilskuerinvolvering.

– Vores aktive medlemmer og de øvrige gæster, der kommer, vil vi give muligheden for selv at dyrke udeliv og få en ekstra oplevelse til VM. Derfor har vi indgået samarbejdet med Outdoor365, der blandt andet har erfaring med at afvikle Danmarks største outdoorfestival i Ry, siger hun og tilføjer:

– VM bliver afviklet samtidig med Dansk Kano og Kajak Forbunds 100-årsjubilæum, så vi har et mål om at gøre VM til en fest, som alle vores medlemmer og alle med nysgerrighed på vand og natur kan se sig selv i. Det er et fantastisk element at se topprofessionelle idrætsudøvere i. Nu kobler vi VM og fejringen af 100-året for Dansk Kano og Kajak Forbund med en lang række outdoor-aktiviteter for gæsterne. Lige præcis i outdoor kan vi skabe glæde og tilgængelighed og en positiv stemning midt i alt det negative. Det trænger vi vist alle til, siger Ulla N. Pedersen.