Midtjyske Meninger: De stummes stemme

17. september 2020, 12.02

Af og til er det ikke antallet af fremmødte til en demonstration, der viser en sags alvor. Så er det i højere grad det faktum, at en bestemt befolkningsgruppe er mødt op.

Jeg tænker på mandagens demonstration i Silkeborg, hvor 50 ulykkelige brugere af psykiatriske væresteder, gik på gaden i dyb frustration over, at deres situationer risikerer at blive alvorligt forværret.

Byrådet pønser på at sparer en ganske lille sum penge, på bekostning af værestederne. Problemet er ikke nødvendigvis det, der bliver sparet nu, men det faktum, at der allerede er sparet mere end rimeligt hen over årerne. På et tidspunkt bliver det ganske enkelt umuligt at fremkomme med værdige tilbud til en befolkningsgruppe, der om nogen allerede er udsatte.

Mange psykiatriske borgere har det i forvejen svært og tilhører ikke den befolkningsgruppe, der har mest stemme eller selvtillid til at stille sig op og kræve. Men det er fair, at kræve, at et velfærdssamfund gør hvad det kan, for at mindske smerterne trods det ikke er fysiske smerter.

En brækket arm, et piskesmæld, en coronavirus - det er alt sammen noget, man kan forholde sig til. Men det kan man ikke med denne type mennesker. Derfor kan man have en tendens til at overse dem. Ikke mindst når de i forvejen ikke har modet til mentalt at rejse sig. Derfor indgyder det respekt hos mig, når jeg ser, at 50 udsatte borgere, sammen har demonstreret i håbet om at sikre deres forhold.

Jeg tror nemlig ikke at de bruger deres væresteder for at leve, men for at overleve. Som for alle andre i samfundet, så er det vigtigt, at disse borgere har et sted at gå hen. Et sted hvor de finder sammenhold, og hvor de føler, de er noget. Hvis ikke man er noget for sig selv, eller er noget for andre, så visner man lige så langsomt. Og disse mennesker er i forvejen meget isoleret.

Problemet med nedskæringerne er ikke blot forringelser eller lukning af de omtalte væresteder. Vi vil desværre også se en negativ langtidseffekt i form af langt flere og alvorlige indlæggelser.

Som en klokkeklar konsekvens vil det gå ud over de i forvejen sårbare mennesker, men vil samtidig koste samfundet flere penge, end der er sparet tidligere i forløbet. Måske det derfor handler om, at nuværende politikere ved, at de på den måde kan sparer penge her og nu, mens det først er næste hold politikere, der får ekstraregningen.

Vi må derfor spørge beslutningstagerne, om der bliver plads til omsorgen i forsorgen?