Silkeborg Sygehus kan få hunde til at gå på bagbenene

Af Ole Aagaard Olsen. Kastanievej 24 Viby J

SYGEHUS Jeg er århusianer og så har jeg fået hjerteflimmer. I Region Midtjylland skal det behandles væk med et elektrisk stød i hjertet på Silkeborg Sygehus. Efter en lille mikro-narkose på nogle få minutter i Silkeborg, vågner jeg da også op igen til den glade besked fra en sygeplejerske, at min hjerteflimmer er væk.

Min glæde bliver dog kort. Mere præcist så kort som de 10 sekunder, som en hund kan gå på bagbenene.

For da jeg tager mit smartwatch; der har pulsmåler og EKG-registrering, på igen, vibrerer det øjeblikkeligt med rød alarm og viser: »Hjerteflimmer, kontakt en læge«.

Sygeplejersken undersøger sagen og vender tilbage og fortæller, at behandlingen af mit hjerteflimmer skam har virket. Men at virkningen desværre kun holdt i cirka 10 sekunder.

Og det er så her, at jeg tænker, at hvis vellykket behandling er 10 sekunder, så kan Silkeborg Sygehus da helt sikkert også lære hunde at gå på bagbenene. På den måde kan sygehuset sole sig som førende indenfor både hjertebehandling og illusionskunst.

Den tanke passer meget godt med en jævnaldrende mand i venteværelset, der fortæller mig, at han har fået stød i hjertet hele 20 (ja, du hører rigtigt, tyve) gange. Men at hjertet dog desværre altid viser sig at være faldet tilbage på alle fire, undskyld, tilbage til flimmer, igen, når han kommer til lægen og får det kontrolleret.

Læg dertil de følgende forhold. En ung læge, der forveksler mig med en anden patient til et pænt stykke ind i undersøgelsen. Hvorefter han, uden forudgående tilbundsgående fysiske undersøgelser, afviser flere af mine symptomer, der åbenbart ikke passer ind i afdelingens hjertemanual, som værende psykisk stress.

En overlæge, der sender mig hjem med besked om, at alt er i orden, selv om en netop udført scanning af hjertet med det samme spottede en stor tumor i min ene lunge. Hvorefter lægen tog på ferie uden at sørge for, at en af hendes kolleger tog øjeblikkelig handling på denne tumor.

En pulsmåling; en såkaldt Holter-monitorering, hvor det efterfølgende har været umuligt for mig at komme igennem med, at udstyrets påvisning af forhøjet puls havde den fejlkilde, at jeg havde trænet på løbebånd med udstyret på.

En lægesekretær, der fordrejer al denne min utryghed ved at forsætte på hjerteafdelingen sådan, at den nu som en labil og irrationel overreaktion. Fordrejningen skyldes sandsynligvis, at hjerteafdelingen, med sekretærens egne ord, »jo er nødt til at have ryggen fri!« Men mon ikke mange vil betegne det som fusk med journalen?

På positivsiden en ganske ung læge, der tog det, jeg sagde, så alvorligt, at hun handlede på det uden om manualen. En overlæge, der nærmest på mit eget ønske iværksatte min Holter-monitorering, selv om hun vist egentlig mente, at det var lidt spild af ressourcer.

Og her til sidst en ledende overlæge, der i forståelse for min frustration forsøger at flytte min behandling til et andet sygehus.

Alt i alt døjer jeg således hellere med hjertet fremfor at lægge det i hænderne på hjerteholdet, og dets mange skiftende aktører, på Silkeborg Sygehus.