Mindeord: En af Bjerringbroegnens originaler er ikke mere

Niels Degn boede i mere end 25 i et lille hus ved Gudenåcentralen i Tange, hvor hans kreative evner kom til udtryk. Han dyrkede grøntsager og omgav sig med høns og katte. De sidste år fik han på Skovvænget i Bjerringbro

Udgivet:09. december 2022, 10.05

Læsetid:4 minutter

Edvin Sevelsted, der har skrevet mindeordene herunder, udgav i 2014 en portrætbog om Niels Degn. Niels Degn blev 79 år.

2 måneder siden

Fra Edvin Sevelsted har vi modtaget følgende mindeord:

En af Bjerringbroegnens originaler er ikke mere. Niels Degn hedder han og har i over 25 år (siden 1985) boet i en af Gudenåcentralens boliger beliggende meget tæt på søen.

Niels er fra et husmandssted i Vorning og havde her en ganske normal barndom. Niels var ikke glad for at gå i skole. Han ville hellere, da han nåede konfirmationsalderen, ud og arbejde på nabogårdene for, som han sagde: Så kan jeg tjene mine egne penge og benytte dem til, hvad jeg ønsker.

Da Niels blev 17 år, havde han fået sparet så meget sammen, at han kunne købe sig en motorcykel, som naturligvis skulle prøvekøres. Under en af disse prøvekørsler var han uheldig og kørte med fuld fart ind på en mark, hvor han stødte hovedet mod nogle barduner, som var anbragt mellem to højspændingsmaster. Slagene i hovedet var så kraftige, at han i tre uger lå i koma på sygehuset i Hobro.

Niels måtte efterfølgende i gang med at lære at gå, læse, skrive og tale. Læse og skrive blev aldrig godt igen, men han viste sig at være kreativ og forsøgte på forskellig vis at få sig et erhverv, han kunne leve af.

Han fik med økonomisk hjælp fra sin mor penge til køb af en traktor for at kunne starte en maskinstation. Han fik på et tidspunkt tilbudt et større arbejde, som Niels fik fuldført, men som han ingen penge fik for, da manden, han havde udført arbejdet for, ikke havde en krone at betale med.

Niels gik konkurs og måtte nu ud for at finde andet arbejde. Han fik arbejde på Ormstrup Gods, hvor han var fra 1974 og til 1983.

Niels måtte i 1983 igen ud at finde arbejde, da godset havde fået ny ejer og ikke havde brug for Niels’ arbejdskraft.

Ikke glad for klubværelset

Niels flyttede nu til Rødkærsbro, hvor han boede i et klubværelse i en boligblok. »Hvordan befandt du dig der?«, blev han engang spurgt. »Her befandt a mæj a helvede til«, svarede han.

En af Niels’ mange venner, Emil (fuldmægtig ved FDB), ville gerne hjælpe Niels og henvendte sig på Gudenåcentralen for at spørge, om de havde arbejde til ham. Det viste sig, at de havde et mindre husmandssted liggende midt i Gudenåcentralens plantage, som Niels kunne leje billigt, mod at han samtidig ville agere »skovbejent« for området. Tilbuddet sagde Niels »Ja« til og flyttede ind i sit nye hjem i 1985.

Som tidligere nævnt var Niels meget kreativ - en evne han nu udnyttede på bedste vis.

Niels havde i mange år interesseret sig for gamle brugsting og fik, som tiden gik, samlet så meget sammen, at han fik skabt sit eget minimuseum med tingene udstillet i den vestlige del af huset.

Ting, han fik samlet sammen, som var for store til samlingen inde i huset, anbragte han ude i et depot, som var indrettet i et stort maskinhus, der var anbragt midt på hans forholdsvis store grund. Her var en ret stor urtehave, hvor han dyrkede mange af de grøntsager, som han benyttede ved tilberedning af sin middag.

I et hjørne af grunden havde han af genbrugsmaterialer bygget et temmelig stort drivhus, hvor han dyrkede agurker og tomater. I en periode havde han to svin, som han fedede op og ved juletid fik slagtet. De flotteste brune italienere (høns) gik frit omkring i haven og skoven og levede af de fødeemner, de her kunne finde og leverede på den måde æg, der indeholdt en gul blomme, som naturen havde givet den fine farve.

Mad til 16 katte

I en periode havde han ikke mindre end 16 katte, som han tog sig af. De holdt til i halmen i den tidligere stald og fik kattemad, som Niels købte så meget af, at han mange gange sidst på måneden manglede penge til køb af andre varer, han havde brug for. Kattene fik ikke lov at komme ind i privaten.

Som nævnt fik Niels her lidt mere end 25 gode år, men samtidig fik han erhvervet sig en voldsom slidgigt. Den plagede ham så meget, at han måtte have hjælp til nogle af sine gøremål og fik bomulighed i en af pensionistlejlighederne tilknyttet Bytoften i Rødkærsbro.

En øl og en god snak

Her havde han også nogle gode år og fik, da han nu var blevet så dårlig, at han skulle have hjælp til det meste, en plads på »Skovvænget« i Bjerringbro, hvor han levede de sidste par år.

Det var altid hyggeligt at besøge Niels, hvor man altid blev budt ind i hans store stue og placeret ved bordet med udsigt til gårdsplads og skov og dens fugleliv. Som gæst blev man budt på en snaps og en øl og en god snak om alt mellem himmel og jord. Niels var ikke kedelig at besøge. Tak for det!

Indlæser debat