Politisk Parentes: Æblet falder ikke ...

19. september 2020, 08.00

Just som Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, var ved at få styr på sin uregerlige folketingsgruppe (og til en vis grad på også på sig selv) - (men i mindre grad på sin forgænger, Lars Løkke Rasmussen, der stadig har svært ved at forstå, at han ikke er formand mere) - sendte lægerne ham til tælling.

Ikke Løkke. Ellemann.

Ind på sygehuset - for at blive opereret i nakken for to diskusprolapser; præcis som faderen blev det, da han var i samme alder.

Æblet falder ikke langt fra stammen.

Jo, de har altid været lidt stivnakkede i den familie. Det har båret dem gennem mangt og meget ...

En og anden mente nu, at to operationer med efterfølgende ukampdygtighed i de uger, hvor arbejdet i Folketinget for alvor går i gang, vil ramme den stadig nye formand og hans parti hårdt. Fordi resten af blå blok - som det er vane blandt politiske partier - vil benytte lejligheden til at fiske, hvad fiskes kan i det oprørte vælgerhav.

Man glemmer, at det ofte har været sådan, at når lederen af et stort parti er ude af billedet en periode, er der alle chancer for, at partiet går fremad i meningsmålingerne! Sådan var det i Uffes og Nyrups tid. Sådan var det under Fogh og Helle. Og sådan var det under Løkke.

Så ingen grund til panik i Venstre.

I øvrigt var den - panikken - allerede mødt op, eftersom de altid skarpe politiske kommentatorer hæftede sig ved, at en af de talrige meningsmålinger lige havde givet Venstre den laveste score i 30 år!

(Det var for resten den gang hans far havde været formand for partiet i et par år - det var den gang DR’s Mette Fugl stillede ham spørgsmålet:

»Det hed sig, at du blev formand, fordi du kunne sælge billetter. Var det ved udgangen?«)

Få år efter vendte det, vælgerne kom tilbage, da de lige havde set manden an.

Lavpunktet var i øvrigt heller ikke langt fra det, Venstre havde sidste år, da meningsmålingerne også så elendige ud. Indtil Løkkes genistreg, da han helt på egen hånd lige før folketingsvalget omdannede Venstre til noget, der i manges øjne lignede et socialdemokratisk søsterparti; hvorefter en masse borgerlige socialdemokrater gav ham et valg, der imponerede alle - ikke mindst de politiske kommentatorer.

Der vist glemte, at den slags kovendinger er som at tisse i bukserne - det varmer i nuet, indtil vælgerne opdager, at borgerlige ikke bliver socialdemokrater, bare fordi deres formænd fraterniserer med Mor Mette ...

Spørg bare Dansk Folkeparti.

Mens vi er ved Løkke: Det var ugen, hvor den tidligere statsminister skulle møde i den der instrukskommission, De ved, og forklare, hvad han gjorde, da hans justitsminister lod ham forstå, at hans udlændingeminister - Støjberg, De ved - var på kant med loven i sagen om barnebrudene.

Stor, stor overraskelse:

Han gjorde ikke noget, for det havde Søren Pind ikke på nogen måde ladet ham forstå!

Lod han forstå ...

Nu står de der, de gamle venner, ord mod ord - og det er som jeg i min visdom hele tiden har sagt:

Når den kommission kælver med en betænkning, vil de ligesom de fleste andre lignende betænkninger resultere i en så mudret konklusion, at den næppe kan bruges til noget fornuftigt.

Hvad er meningen med de talrige kommissioner om snart det ene, snart det andet? Er det i virkeligheden Folketingets ønske om at holde de politiske gryder kogende så længe som muligt; eller er det tingets - venlige - bidrag til mediernes behov for at fylde os med spændende gisninger og store overskrifter?

Samme spørgsmål kan stilles om det emne, der måske optog de fleste - i hvert fald på netaviserne og de sociale medier - i ugens løb, og hvem ved, måske også dem hjemme ved kaffebordene, i skurvognene og kantinerne:

Sexismen!

Efter at den har floreret i resten af verden i flere år, nåede den nu til Danmark.

Jeg er flov over at indrømme det, men jeg har ikke fulgt meget med i de historier. Før jeg - efter at den havde optaget mediebilledet i dagevis - så en overskrift, der påkaldte min interesse:

»Han stak tungen ned i halsen på mig,« stod der.

Men det var ikke en dansk tv-chef. Heller ikke Jeppe Kofoed eller Frank Jensen, som vel også har fået som fortjent? For er det rimeligt at straffe folk for fortidssynder efter nutidsværdier? Det er vist noget, vi har lært af amerikanerne ...

Nej, det var ikke dem. Det var Trump!

Hvorefter jeg tabte interessen.

Debatten er vigtig og nødvendig, men jeg skal ikke indgå i den; jeg er både gammel og mand, så jeg er inhabil ...

Der var så mange temaer i denne uge, at jeg giver op - og ser mod Sverige:

Her erkendte statsminister Stefan Löfven pludselig, at der er sammenhæng mellem indvandring og kriminalitet.

Tænk dog!

Det har de svenske politikere og medieverdenen været blind for i årevis - mens de udskammede broderfolket i Danmark ...

Og udråbte sig selv til »humanistisk stormagt«.

Men nu siger deres statsminister at de har taget fejl i alle de år!

Kan det skyldes at Sverigesdemokraternes vælgertal stiger og stiger? Eller at Löfven har set, hvordan det gik hos os, da Mette F. forud for sidste valg opgav sin mangeårige udlændingepolitik?

Ork, nej! Svenskerne har bare åbnet øjnene! Som i Danmark - presset af ønsket om magt.

Og det bør ingen vel lastes for ...