SF versus Enhedslisten

Udgivet:20. januar 2022, 12.19

Læsetid:1 minut

Af Finn Mosegaard Formand, SF- Silkeborg

MOTORVEJ Jeg får nogle gange spørgsmålet om, hvad der er forskel på SF og Enhedslisten. Jeg kan blive lidt lang i spyttet. For der er på mange måder ikke den store forskel politisk. Så er det jo godt, at Peter Sig (PS) med sit læserbrev den 18/1 fint illustrerer nogle forskelle - i hvert fald to.

SF er ikke specielt selvhævdende. Vi har ikke travlt med at fortælle, hvor dumme de andre er, og hvor kloge vi i SF er.

Og Peter Sig ved jo godt, at en Hærvejsmotervej ikke er en SF-sag, men hvorfor har SF så alligevel stemt ja? Da der blev lavet det store trafikforlig, satte vi benene i jorden ved en motorvej over øen Egholm, men ellers stemte vi for resten. Det har PS ret i. Det siger noget om uenighederne mellem de to partier. Når der nu er flertal for et projekt - f.eks. motorvejen, der flænser den jyske højderyg op, ja så stemmer SF også for. Det handler om indflydelse. Jeg tror, at Enhedslisten i Viborg er glade for, at SF sidder med ved bordet, når der skal fastlægges en strækning omkring Viborg? Her vil EL ikke være med, men være uden for forhandlingslokalet med højt hævet flag. Rødt? Måske?