Robotterne er rykket ind i Hårup

Den tysk-ejede, globale robot-virksomhed, Kuka, åbnede i år sin danske afdeling i Hårup. Beliggenheden er perfekt i forhold til motorvejen, de store kunder og medarbejderne

3. december 2019, 09.51

Benny Kampmann Kallehauge justerer en af Kukas industrirobotter, inden den indsættes i produktionen. Foto: Martin Ballund

Hårup var ikke lige det sted, landechef Kim Reeslev, som det første tænkte på, da han tidligere på året skulle pege på, hvor i Danmark den globale robot-virksomhed Kuka skulle etablere sig med sin første danske base.

Men ret hurtigt stod det klart at Hårup netop er det helt rette sted for Kuka, som åbnede sin Silkeborg-afdeling 1. juli i år.

- Vi kiggede simpelthen på, hvor vores største kunder i Danmark ligger. Vi spurgte også vores medarbejdere, hvad de syntes, set i forhold til køretiden fra deres hjem og til virksomheden. Og så havde det også betydning, at vi jo ligger et minut fra motorvejen. Det kan ikke være mere perfekt, siger landechef Kim Reeslev.

Én af virksomhedens meget store kunder er Grundfos.

- Vi har haft Grundfos som kunde siden starten af 1990’erne. Det tager vi som en cadeau til det arbejde og det maskineri, vi leverer. Nogle af robotterne har jo kørt i mange år, og vi har nu taget fat på at udskifte nogle af de ældre robotter hos Grundfos, siger Kim Reeslev.

Han oplyser, at Kuka er en af de største robotleverandører i Danmark.

- Alle de store virksomheder bruger vores robotter, siger landechefen.

Med en bopæl i nordsjællandske Hornbæk må han ofte ud på en længere tur for at komme på arbejde. Ikke kun for at komme til Hårup, men fordi han også er landechef for landene i Baltikum.

Kuka er en verdensomspændende, tysk-ejet virksomhed, der i dag tæller 14.500 medarbejdere. De arbejder indenfor tre felter; industrirobotter, automationslinjer til bilbranchen og logistik-løsninger, hvoraf Kuka Robotics tæller 4500 ansatte.

De seks danske robot-medarbejdere i Hårup har de seneste måneder altså haft base i Hårup. Det er her, de i lyse og flotte lokaler programmerer industrirobotter og supporterer dem.

Det går godt for Kuka. Omsætningen på verdensplan er på cirka 3,5 millarder euro, fortæller landechefen.

Klar til at udvide

Det danske hovedsæde på Hårup Tværvej 1 står foran udvidelser. Det er planen, at her også skal oprettes et decideret uddannelsescenter, som skal tilbyde kurser i programmering af robotter. I dag foregår uddannelsen i Göteborg.

- Vi udvider i takt med efterspørgslen. Jeg startede op Palle alene i Verden, da jeg som den første herhjemme kom med i virksomheden i 2007, og nu er jeg chef for fem mand i Danmark, og samlet er der 40 mand i Kuka Nordic, siger Kim Reeslev.

Han er del af en virksomhed, som blev grundlagt helt tilbage i 1898 af de to tyskere Johann Josef Keller og Jakob Knappich. De etablerede sig i Augsburg, og sådan opstod Keller Und Knappich Augsburg - Kuka.

De første mange årtier holdt den tyske industrimagnat sig til at fremstille ting som Acetylen gasværk, renovationsbiler, elektrisk punktsvejsning, svejseanlæg, kanoner til leopardkampvogne, skrivemaskiner, og automation til bilkoncernen VW.

I 1973 startede virksomheden sin robot-produktion. I dag er Kuka blandt andet verdens største robotleverandører til bilindustrien, som i øvrigt er den branche, der aftager flest industrirobotter, fortæller Kim Reeslev.

Ingen frokostpause

Den teknologiske udvikling har forfinet industrirobotterne. Kukas seks-akslede robotter, der kan løfte emner op til et ton, kan udføre de samme bevægelser som et menneskes arm.

- Robotter bliver jo brugt til meget af det samme, som man tidligere havde mennesker til at udføre. Der er imidlertid flere fordele med robotter, hvadenten vi taler om håndtering, flytning eller montage.

- De arbejder 24-7, og skal hverken have tisse- eller frokostpause. De sparer lønkroner, og så arbejder de jo med en præcision og hurtighed, som langt overgår det menneskeligt mulige. Ikke mindst gavner robotter jo arbejdsmiljøet. De kan sættes til at udføre meget af det ensidigt gentagne arbejde, som tidligere sled mange ansatte ned, siger landechefen.

Han får sine robotter leveret fra produktionen i Tyskland. I Hårup bliver robotterne fintunet og programmeret i henhold til den specifikke arbejdsopgave, kunden efterspørger. En robot ligger typisk i prislejet fra 20.000 - til flere hundrede tusinde euro.

Kim Reeslev er formand for Dira - Danish Industrial Robot Association. Det er et netværk af pt. knap 200 danske virkomheder med interesse i robot- og automation-branchen.

Netværket vidensdeler og taler branchens sag, og spørger man Kim Reeslev, så er han del af et stadigt voksende forretningsområde.

- Vi har i dag cirka 5500 installerede industrirobotter i Danmark. Det antal vil kun blive større. En gang var man meget bekymret for, om robotterne ville overtage alle menneskers arbejde. Men det viser sig jo, at robotteknologien under et gavner virksomhederne og er med til at generere flere arbejdspladser.

- For år tilbage flyttede danske virksomheder produktionen ud af landet til lavtløns-områder. Men de senere år er tendensen jo vendt, så virksomheder er flyttet tilbage til Danmark. Det skyldes jo til dels, at en robot er lige god, hvad enten den står i Danmark, eller i Kina, siger Kim Reeslev.

Landechef Kim Reeslev kan sove forholdsvis roligt om natten. Robotterne er rykket ind i mange industrivirksomheder og robotterne bliver der kun flere af fremover.
Claus Juel Nielsen har dejlige lyse lokaler i Kukas nye danske base i Hårup, hvor han programmerer robot-software.