39-årig elefant dør i København Zoo efter kort tids sygdom

Elefanten Thiha Phyu, 39 år, er død i Københavns Zoo efter kort tids sygdom.

Udgivet:04. december 2019, 11.48

Læsetid:1 minut

Elefanten Thiha Phyu, der er født i 1980, ankom i september til Københavns Zoo sammen med sin unge, der også havde sin unge med. (Arkivfoto)

/ Ritzau /

3 år siden

KØBENHAVN København Zoos ældste hunelefant døde natten til onsdag efter kort tids sygdom. Elefanten Thiha Phyu blev 39 år.

Det oplyser København Zoo i en pressemeddelelse.

Elefanten havde døjet med problemer med den ene fod, og for et par dage siden fik hun også en maveinfektion.

- Jeg blev kaldt ind i nat af en dyrepasser, der via videoovervågning bemærkede, at hunelefanten havde lagt sig i en unaturlig stilling. Da vi kom ind i stalden, trak hun vejret for sidste gang, så der var ikke mere vi kunne gøre, fortæller dyrlæge Carsten Grøndahl.

Hun er en asiatisk elefant, der ifølge København Zoo kan blive op til 70 år.

Elefanten kom til København Zoo i september med sin unge, Maha Kumari på 12 år, der også havde sin unge med - Jung Bul Kne på 2 år. De to elefanter var i stalden, da Thiha Phyu døde natten til onsdag.

Hunelefanten vil i løbet af onsdag blive transporteret til Landbohøjskolen for at blive obduceret.

- Jeg forventer at se en elefant med en del alderdomsskavanker, men om vi præcis kan sætte fingeren på dødsårsagen, det kan jeg ikke garantere, siger Carsten Grøndahl i pressemeddelelsen.

Den nu afdøde elefant blev født i Myanmar og kom siden til Emmen Zoo i Holland i 1988.

Siden gik turen til Köln Zoo i Tyskland i 2004, inden den 15 år senere endte i København.

Hun har også en hanunge på 17 år, der bor i den spanske park Reserva Natural Castillo de las Guarda.

Desuden fik hun også en anden hanunge i 1997, der døde i samme spanske park i 2017.

/ritzau/