Dansk kendispar: Grundlæggende er vi lykkelige

Man siger, at lykke ikke kan købes for penge. Men økonomisk overskud kan frigive tid til det, der gør en grundglad, lyder det fra Lasse Madsen og Ane Høgsberg.

Udgivet:07. august 2022, 14.00

Læsetid:3 minutter

- Frihed, især når man har børn, betyder virkelig meget for os. Meget mere end det betyder at have et kæmpestort hus og en hel vild fancy bil, lyder det fra komiker-kæresteparret Lasse Madsen og Ane Høgsberg. (Arkivfoto).

/ Ritzau /

KØBENHAVN Hvordan finder man lykken midt i bleskift, rengøring, regninger og leverpostejmadder?

Det spørgsmål var omdrejningspunktet i podcasten "Verdens lykkeligste hamsterhjul", som blev optaget live på årets Smukfest.

Her havde lykkeforsker Christian Bjørnskov og komikerparret Ane Høgsberg og Lasse Madsen sat hinanden stævne.

- Lykke er meget individuelt. Men jeg blev bekræftet i de tanker, jeg har gjort mig om det, og hvorfor vi i vores familie har taget de valg og beslutninger, som vi har gjort, siger Ane Høgsberg efter optagelserne.

Man siger som bekendt, at man ikke kan købe lykke.

Men for penge kan man købe frihed, og frihed er også lykke, tilføjer Lasse Madsen:

- Grundlæggende er vi lykkelige. Vi har bevidst sat os i et hus i en by, hvor vi har råd til at sige nej til en masse ting, fordi det er ikke nødvendigt for os at skulle tjene mange penge. Det har været en vigtig værdi for os, siger Lasse Madsen og uddyber:

- Vi kiggede på hus i Nordsjælland, men vi valgte et andet sted, fordi vi hellere ville have flere penge til rådighed og kunne hygge os mere i stedet for at bo dem alle sammen op.

At være i den position at kunne få lov til at vælge og vrage mellem opgaver for at hellige sig familien har krævet hårdt arbejde.

Lasse Madsen understreger, at han ved, at parret er privilegerede, og at det afsæt, deres familieliv har, ikke altid er andre forundt.

- Hvis du er enlig mor eller far i en by, hvor fabrikkerne lukker, kan du ikke bare lige sige: "Jeg vil gerne være billedmaler". Der er nogle regninger og nogle børn, man skal tage sig af, siger han og fortsætter:

- Så man kan ikke altid bare gøre det, der gør en lykkelig. For nogle gange er omstændighederne ikke til det.

Ane Høgsberg og Lasse Madsen er lykkelige for, at de kan leve af deres hobby.

Imens spæner parrets 20 måneder gamle søn, Ebbe, hvinende rundt backstage på Smukfest.

Den lykke trumfer alt andet - familien, som foruden lille Ebbe også består af Lasse Madsens fireårige søn, Axel.

- Børn gør en lykkelig – i hvert fald når de er ens egne. Andre børn er sjældent dem, der gør en lykkelig, siger Ane Høgsberg med et grin.

Da Ebbe kom til verden en decemberdag i 2020, var det et af de øjeblikke af monumental lykke.

Samme følelse mærker Ane Høgsberg, når hun står på comedyscenen, og publikum klapper helt vildt, fortæller hun.

- Egentlig burde man finde lykken i sig selv. Men der er også udefrakommende faktorer, der kan spille ind. Sygdom og dødsfald i familien slår mig ud, og så skal jeg arbejde for at komme på rette kurs igen, siger Ane Høgsberg og fortsætter:

- For mig er meget lykke forankret i min tryghed, når jeg ved, at Axel, Ebbe, Lasse og jeg har det godt, og at vores familier har det godt. At vi kan betale vuggestuepladsen og har mad på bordet. Det gør mig grundlæggende lykkelig. Alt andet er ekstra krymmel på kagen.

/ritzau/

Indlæser debat