Vigtigt at få de unge godt tilbage i skole

6. januar 2022, 12.17

CORONA Efter to tumultariske år for landets skoleelever er det igen blevet tid til at pakke skoletasken. I Venstre glæder vi os over, at skolenedlukninger endelig ser ud til at være fortid. Det er nemlig helt afgørende for de unges trivsel og mentale sundhed, at de kommer i skole og møder deres skolekammerater.

Allerede for et år siden gjorde flere psykologer og børnelæger opmærksom på en kraftigt stigende tendens med ensomhed, stress og mistrivsel blandt børn og unge som følge af nedlukningen af skoler og fritidstilbud. I modsætning til regeringen tog Venstre de mange efterretninger om fjernundervisningens konsekvenser alvorligt. Vi stemte imod en ny hjemsendelse af grundskoleelever fra den 15. december sidste år til den 5. januar i år.

I Venstre opfordrer vi til at følge op på, om der er behov for at sætte ind overfor faglige og sociale efterslæb fra tiden med fjernundervisning

Kenneth Mikkelsen (V)

Med hovedargumentet om, at børn og unge allerede havde betalt en høj pris, stemte vi imod mere fjernundervisning. I stedet for at lukke skolerne foreslog vi bl.a. at begrænse kontakten for elever på tværs af klasser samt flere test. Det er netop to af de tiltag, som nu er blevet en del af genåbningen af skolerne.

Læs også
Styrelse: Skoleåbning afhænger ikke af antal vaccinerede børn

Som medlem af børne- og undervisningsudvalget glæder det mig rigtig meget, at landets børn og unge igen kan møde i skole sammen med deres kammerater. Erfaringen fra de seneste to år viser meget klart, at de trivsels- og læringsmæssige konsekvenser ved hjemsendelser er store. Red Barnets undersøgelse af børnenes læringslyst og trivsel i forbindelse med den anden nedlukning viste, at fjernundervisningen især påvirkede de elever, som allerede havde det svært. Det er vigtigt, at de elever nu kommer godt tilbage på sporet af en skoledag, som både understøtter deres faglige og sociale trivsel.

Læs også
Minister opfordrer elever og lærere til to test om ugen

I Venstre opfordrer vi til at følge op på, om der er behov for at sætte ind overfor faglige og sociale efterslæb fra tiden med fjernundervisning.

Indlæser debat