Ung mand i gummibåd kom på afveje

3. april 2021, 10.37

SEJS-SVEJBÆK Midtjysk Brand & Redning rykkede lørdag morgen ud til De Små Fisk i Sejs-Svejbæk, hvor en ung mand i en gummibåd var forsvundet.

Den unge mand var på sheltertur med sine venner. Tidligt lørdag morgen sejlede han ud i en gummibåd, men vendte aldrig tilbage.

Det var den unge mands venner, som kontaktede beredskabet, fordi vennerne frygtede, at den unge mand var druknet.

Indsatsleder Allan Riisberg fra Midtjysk Brand & Redning oplyser, at manden var sejlet ud uden sin mobiltelefon, og at manden ikke er stedkendt i området.

- Vi satte straks en båd i vandet og afsøgte området, men mens vi ledte efter manden, kontaktede han pludselig sine venner, fortæller indsatslederen.

Den unge mand var faret vild og var gået i land ved Virklund, hvor han havde lånt en mobiltelefon til at kontakte sine venner.

Derefter ringede han efter en taxa og satte kurs mod De Små Fisk, hvor han blev genforenet med vennerne.