112

Uheld i rundkørsel: 31-årig bilist var stangstiv

Politiet anholdt fredag aften en spritbilist, der havde søgt tilflugt på Spisehuset i Kjellerup efter trafikuheld

17. oktober 2020, 08.40

KJELLERUP En 31-årig mand fra Viborg havde fået sig meget mere end blot en tår over tørsten, da han fredag aften blev anholdt af politiet efter en køretur i hans VW Caddy Van.

Manden blev klokken 22.10 anholdt i Spisehuset i Kjellerup, hvor han havde søgt tilflugt efter et færdselsuheld i rundkørslen ved Ulvedalsvej/Kjellerupvej.

Her havde den 32-årige påkørt et helleanlæg og skilt, inden han fortsatte køreturen mod Kjellerup.

Politiet fandt efter et tip mandens bil udenfor Spisehuset, og han blev hurtigt udpeget og taget med af politipatruljen for at få foretaget en blodprøve, da hans promille ifølge vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi, Anders Olesen, langt oversteg det tilladte.

Efter afhøring og blodprøvetagning blev den 32-årige løsladt igen. Han er sigtet for spirituskørsel og for at være skyld i trafikuheldet i rundkørslen.