Stafet for Livet fik pænt resultat trods færre deltagere

Det laveste antal deltagere ved Stafet for Livet fik alligevel samlet næsten 200.000 kroner ind mod kræft

9. oktober 2019, 17.00

Formand Helle Seneka Christensen - i hvidt - er glad for overskuddet og har sammen med styregruppen allerede rettet blikket mod Stafet for Livet anno 2020.

BJERRINGBRO Årets udgave af Stafet for Livet var vellykket - men dog ikke med så mange deltagere som tidligere, idet blot 590 deltog i kampen mod kræft.

Det laveste antal siden starten i 2012.

Til gengæld blev det samlet 198.244 kroner ind - tæt på resultatet fra 2018, hvor 839 deltagere samlede 220.000 kroner ind.

Årets resultat giver stolthed i styregruppen, der faldt på plads kort inden arrangementet.

- Og mange af os var helt nye, siger den nye formand Helle Seneka Christensen efter offentliggørelsen af årets resultat.

Helle Seneka Christensen trådte til som formand på et tidspunkt, hvor Stafet for Livet anno 2019 var i farezonen.

- Belært af dette års erfaringer er vi derfor allerede godt i gang med at forberede stafetten 2020. Vi har fået ny næstformand, Nikolaj Salling Rasmussen, der er søn af den tidligere formand Heidi Aa. Rasmussen. Hun har igen meldt sig under fanerne - dog i en rolle som sekretær, hvilket vi alle sammen er glade for, siger Helle Seneka Christensen.

- På nuværende tidspunkt arbejdes der på at få en tovholder til underholdning og PR på plads samt at sætte arbejdsopgaver på de enkelte tovholderposter, så stafetten i 2020 vil blive forberedt i god tid med håbet om en mindst lige så god stafet som i 2019, siger formanden. ks