Dagens historier: Nyt i sag om inhabilitet og masser af vand

23. oktober 2019, 05.51

Byrådsmedlem Martin Jakobsen. Foto: Jakob Stigsen Andersen

SILKEBORG Redaktionen på Midtjyllands Avis siger hermed godmorgen med en kort orientering om nogle af de væsentligste historier i dag.

Inhabil politiker

Byrådsmedlem Martin Jakobsen (K) har fundet en løsning på, at han er inhabil i det politiske udvalg plan- og vejudvalget, fordi hans bror er medejer af Birch Ejendomme. Vi fortæller i dag, hvordan Martin Jakobsen ser løsningen, og samtidig bringer vi en analyse af den politiske situation.

Lys over gaden

Snart er julebelysningen klar i Silkeborgs gågader. Men der er små ændringer i år. Vi fortæller hvilke, og samtidig giver formanden for Handel Silkeborg en opsang til de butikker, som ikke er med til at finansiere julebelysningen.

Vand over land

Der masser af vand i Gudenåen i øjeblikket. Og fremtidsudsigterne ser ikke gode ud; vandet er kommet for at blive. Vi har sendt en drone i luften for at se nærmere på situationen omkring Svostrup Kro, som er hårdt ramt af oversvømmelse.

Interview med BSH-profil

I dagens avis bringer vi et interview om fremtiden med BSH-profilen Nikolaj Markussen. Han afslører, at der er en dialog i gang med klubben om fremtiden. Sportsredaktionen spørger ind til den vigtige baghuggers situation.