Medie: Peter Madsen truede sig fri med pistollignede genstand

Drabsdømte Peter Madsen er blevet kørt væk boligområde, hvor han blev holdt i skak efter flugt fra fængsel.

20. oktober 2020, 13.33

Peter Madsen er dømt for at have mishandlet og dræbt en journalist i 2017. Han var tirsdag middag omringet af politi i Albertslund efter flugt fra fængslet. Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

KØBENHAVN Drabsdømte Peter Madsen brugte tirsdag formiddag en pistollignende genstand til at true sig fri fra fængslet, hvor han afsoner en livstidsdom.

Det erfarer B.T.

Politiet har bekræftet over for DR, at det er Peter Madsen, som er flygtet og siden anholdt.

Det har ikke været muligt for Ritzau at få noget at vide om de nærmere omstændigheder ved flugten, der ifølge B.T. fandt sted omkring klokken 10.

Tirsdag var han i et par timer omringet af politiet i et boligområde i Albertslund, der ligger omkring en kilometer fra fængslet.

Politiet oplyste indledningsvist på Twitter, at en person var anholdt for forsøg på flugt fra fængslet.

Det blev hurtigt kendt i medierne, at der var tale om Peter Madsen, og på billeder og video kunne man se den 49-årige, som er dømt for drab, sidde roligt op ad en hæk eller et hegn langs en vej.

Ifølge B.T. skulle han have truet politiet med, at han havde en bombe på sig. Derfor kom det ikke tæt på ham, men bevæbnet politi og en hund lå tæt på livstidsfangen.

En fjernstyret robot, der populært kaldes Rullemarie, ankom over middag til stedet. Rullemarie bruges til at undersøge, fjerne og uskadeliggøre ting, der mistænkes for eksempelvis at være bomber.

Kort efter klokken 13 skriver Københavns Vestegns Politi på Twitter, at aktionen på Nyvej i Albertslund er slut.

- En anholdt er kørt væk fra stedet, skriver politiet, der afholder pressebriefing senere tirsdag.

49-årige Peter Madsen har været meget omtalt de seneste år, fordi han i august 2017 mishandlede den svenske journalist Kim Wall, hvorefter han slog hende ihjel, parterede hende og smed ligdelene i havet.

Det skete fra hans hjemmebyggede ubåd, »UC3 Nautilus«.

Under retssagen mod ham nægtede han sig skyldig i at have slået hende ihjel. Der var sket en ulykke om bord, forklarede han.

Men både Københavns Byret og dernæst Østre Landsret har idømt ham fængsel på livstid for drab.

/ritzau/