DGI til foreninger med coronatvivl: Hold gang i idrætten

Idrætsforeninger er i tvivl om coronahåndtering. Hold så meget som muligt åbent, siger DGI og Børns Vilkår.

27. november 2021, 13.15

DGI har forståelse for, at idrætsforeninger i lokalsamfund med høj coronasmitte tager bestik af situationen og kortvarigt sætter aktiviteter på pause. Men landsformand Charlotte Bach Thomassen opfordrer til at holde liv i så mange aktiviteter som muligt. (Arkivfoto).

KØBENHAVN Smitten med coronavirus stiger, særligt blandt skolebørn, og det bringer idrætsforeninger i tvivl om håndteringen.

DGI kommer derfor med en klar opfordring til de omkring 6600 idrætsforeninger: Hold aktiviteterne i gang.

- Det er rigtig vigtigt for børn og unges sociale, mentale og fysiske trivsel, at vi holder gang i vores idrætsaktiviteter.

- Og så skal vi selvfølgelig følge de opfordringer, der er, og som vi kender godt, i områder med høj smitte, siger DGI's landsformand, Charlotte Bach Thomassen.

Torsdag udsendte Kulturministeriet en række smitteforebyggende anbefalinger til foreningslivet.

Myndighederne opfordrer blandt andet til at møde omklædt, når det giver mening, og at aktiviteter afholdes i mindre og faste grupper.

Og så opfordres forældre til i videst muligt omfang at aflevere og hente børn udendørs, ligesom alle voksne anbefales at holde afstand.

Der er ingen krav om, at idrætsforeninger skal lukke for aktiviteter.

Alligevel vælger nogle foreninger at gå den vej i en kortere periode.

En del af tvivlen hos foreningerne opstår, fordi det på nuværende tidspunkt i epidemien i høj grad er børnene, der er smittebærere, forklarer landsformanden.

- Frem til nu har vi haft kæmpe stort fokus på voksne og seniorer, men nu kan vi se på smittebilledet, at det er børnene, som nu skal have vores fokus.

- Det er en ny dimension af vores coronahåndtering, og der kan man godt komme i tvivl i foreningerne, hvis der er høj smitte i et område, og der er mange smittede på en skole eller omkring en forening, siger Charlotte Bach Thomassen.

I Børns Vilkår bakker direktør Rasmus Kjeldahl fuldt op om DGI's opfordring, og han opfordrer til, at der ikke bliver taget let på spørgsmålet om børn og unges adgang til sport og fritidsaktiviteter. Heller ikke i den nuværende smittesituation.

- Det rammer børn og unge meget hårdt, når de ryger ud af nogle fællesskaber, som er meget betydningsfulde, siger Kjeldahl.

Især de 10-15-årige er ifølge Børns Vilkår i risiko for at lide under lukkede aktiviteter, da de har en alder, hvor de begynder at orientere sig mere mod omverdenen frem for deres familie.

Det kan samtidig også gøre ekstra ondt for de børn, som ikke trives så godt hjemme og måske heller ikke i skolen.

- Om det så er idræt eller andre aktiviteter, så er det en redningsbøje for dem. Det er der, de henter deres energi. Det er et fællesskab, hvor de føler sig velkomne, og hvor man regner dem for noget, siger Rasmus Kjeldahl.

Når aktiviteterne lukker for børn og unge, kan det give "uhyggelige konsekvenser" på sigt, mener han, og nævner, at nogle børn så klarer så dårligere i skolen eller får psykiske udfordringer, som kan gør det sværere at komme godt i gang med livet.

En rapport fra Statens Serum Institut (SSI) viste tidligere på ugen, at smitten blandt skolebørn for tredje uge i træk har nået det hidtil højeste niveau under epidemien med 1562 coronatilfælde for hver 100.000 børn i alderen 6-11 år.

/ritzau/