Silkeborgenser i spidsen for nyt PR-bureau

Den erfarne rådgiver Mikkel Tholstrup Dahlqvist fra Sejs-Svejbæk er ansat til at drive nyt kontor

10. maj 2021, 11.45

Siden 2013 har Mikkel Tholstrup Dahlqvist været selvstændig med Dahlqvist Kommunikation, som nu er lagt sammen med PR- og kommunikationsbureauet Komm Press. Foto: Jakob Stigsen Andersen

JOBNYT: Det fynske PR- og kommunikationsbureau Komm Press har netop åbnet kontor i Rosenkrantzgade i Aarhus C. Den nye lokation skal supplere bureauets eksisterende base i Odense og medvirke til at sikre den fortsatte udvikling af Komm Press.

Virksomheden har i den forbindelse ansat Mikkel Tholstrup Dahlqvist fra Sejs-Svejbæk som seniorrådgiver, og sammen med Komm Press’ øvrige ledelse bliver han ansvarlig for udviklingen af Aarhus-kontoret.

38-årige Mikkel Tholstrup Dahlqvist har tidligere og gennem fem år været rådgiver for Mannov i Aarhus og siden 2013 været selvstændig med Dahlqvist Kommunikation. Nu bliver Dahlqvist Kommunikation en del af Komm Press, som overtager alle virksomhedens aktiviteter.

- Vi har igennem nogle måneder haft et rigtig godt samarbejde, hvor vi også har kunnet lære hinanden at kende. I den proces stod det hurtigt klart for mig, at jeg gerne ville være en del af Komm Press’ team. Jeg synes, udfordringen med at åbne i Aarhus giver nogle fantastisk spændende perspektiver for såvel mine kunder i Dahlqvist Kommunikation og for Komm Press’ kunder her, og jeg glæder mig virkelig til rigtigt at komme i gang, siger Mikkel Tholstrup Dahlqvist.

I Dahlqvist Kommunikation har han rådgivet små og mellemstore virksomheder om PR og kommunikation. Blandt andet har han siden 2009 været med til at opbygge et af verdens største og mest synlige velgørenhedscykelhold, Team Rynkeby.

Mikkel Tholstrup Dahlqvist bor i Sejs-Svejbæk sammen sin hustru, Marianne, og deres børn, Sofie og Frederik.

Han har boet i byen siden 2012, hvor han er en lokal ildsjæl. Han har blandt meget andet været en del af den lokale pendlergruppe, som har presset på overfor Arriva og politikere på Christiansborg for at få halvtimesdrift fra Sejs-Svejbæk mod Aarhus og Silkeborg. Og så er han formand for den lokale idrætsforening, Sejs-Svejbæk IF.

Komm Press, hvor Mikkel Tholstrup Dahlqvist nu er fast ansat, så dagens lys i 2014, og siden er medarbejderstaben vokset til 19 ansatte - heraf 15 rådgivere med baggrund i journalistik, virksomhedskommunikation eller statskundskab. MTL

Indlæser debat...