Studietur: Korrumperer magten?

12. september 2019, 12.39

INSPIRATIONSTUR Den gode lokale avis - Midtjyllands Avis - kunne i lørdagens udgaven afsløre, at 4 rejselystne politikere fra plan- og vejudvalget samt planchefen havde været på »inspirationstur« med en af kommunens største ejendomsudviklere, Birch Ejendomme. De 4 politikere følte sig åbenbart nødsaget til, med et indlæg i denne avis mandag, at overbevise vælgerne om, at de naturligvis er ubestikkelige og ikke lader sig påvirke af god mad og slesk tale, når der fremover skal træffes beslutninger i udvalget, der involverer Birch Ejendomme.

Dette må vælgerne så tro på eller lade være. Men mistanken om det modsatte er endegyldig placeret.

Historien kunne have været meget værre.

Et helt vanvittig tankeeksperiment kunne være, at en af kommunens store bygherrer, inviterede nogle byrådspolitikere til Formel 1 løb på Monza-banen i Italien, eller måske til Skagen Festival. Hvordan ville politikerne stille sig, i en sådan situation? Ville de også her blive udfordret på deres dømmekraft?

Spøg til side, sådan noget ville kun forekomme i en bananrepublik og ikke i en demokratisk ledet kommune som Silkeborg.