Helikopter henter mand efter arbejdsulykke på landbrug

En mand fra Litauen er i kritisk tilstand, efter at han blev ramt af redskab, der bruges til at opsamle roer.

15. januar 2020, 14.23

AALBORG Ved middagstid onsdag blev redningsmandskab og en helikopter sendt ud til et landbrug i Storvorde i Nordjylland.

Her var en 34-årig mand kommet til skade, da han blev ramt af et redskab - en slynge - der bruges til at samle roer op.

Det skriver TV2 og Ekstra Bladet.

På Twitter skriver Nordjyllands Politi, at manden er i kritisk tilstand.

Han er fra Litauen, og de pårørende i hjemlandet er ikke blevet underrettet om den alvorlige ulykke.

Manden er bragt til Aalborg Universitetshospital med helikopter.

Ulykken skete, mens den 34-årige var på arbejde, hvorfor Arbejdstilsynet nu skal undersøge de nærmere omstændigheder.

Ifølge TV2 skete ulykken hos virksomheden Limfjords Danske Rodfrugter.

/ritzau/