Flot slutspurt: Malte afleverede 77.562 kroner til Knæk Cancer

18-årig fra Bryrup, der siden marts har solgt planter til fordel for Knæk Cancer, fulgte det store liveshow fra tilskuerpladserne sammen med sin søster

1. november 2021, 06.47

Malte Haudrum Christensen var inviteret af Knæk Cancer og deltog i liveshowet på TV2 sammen med sin storesøster, 24-årige Mille Haudrum Christensen. Foto: Privat

BRYRUP Det blev et flot punktum, 18-årige Malte Haudrum Christensen fra Bryrup fik sat, da han i weekenden deltog i TV2’s store liveshow Knæk Cancer.

Slutresultatet af den indsamling, han satte i gang i marts i år, blev på 77.562 kroner, som går til Kræftens Bekæmpelses arbejde med forskning og forebyggelse af sygdommen.

Maltes navn og indsamlingsresultat kom til at stå på tv-skærmen hele to gange under liveshowet - dog med beløbet opgjort i september, og dermed ikke det fulde beløb på 77.562 kroner, som blev opnået efter en imponerende slutspurt og en overraskende donation i sidste øjeblik.

En storhjertet mand donerede 10.000 kroner til Malte Haudrum Christensens indsamling, hvor pengene ellers er skaffet gennem salg af planter. I alt 983 solgte stiklinger sirligt plantet i potter er det blevet til siden marts.

I løbet af indsamlingen har den 18-årige velgører også modtaget andre mindre donationer, ligesom flere har bakket op om hans initiativ ved at forære planter, potter og muld til ham.

Læs også
18-årig afleverer over 57.000 kr. til Knæk Cancer: Maltes grønne fingre gavner en god sag
Abonnement

Malte Haudrum Christensen deltog i Knæk Cancer-showet sammen med sin storesøster Mille, der blandt andet har hjulpet ham med at fotografere de mange planter, der løbende er blevet sat til salg på de sociale medier under overskriften »Planter Knækker Cancer«.

Da showets værter, kendisser, publikum og alle øvrige medvirkende under det store show holdt et minuts stilhed, tænkte Malte Haudrum Christensen på sin farmor, Olga Haudrum Christensen fra Bryrup, som døde af kræft i februar i år. Hendes død var anledning til indsamlingen, hvor han blandt andet har solgt aflæggere af farmoderens flotte stueplanter - særligt kaffesladderen, som var populær blandt køberne. Det er blevet til 189 solgte stiklinger af denne plante.

- Det var en fantastisk oplevelse at overvære Knæk Cancer-showet. Det var rørende, men samtidig var stemningen enormt hyggelig, fortæller Malte Haudrum Christensen, der til daglig går på teater- og dramalinjen på HF Flow i Odense.

Det store arbejde med at tage aflæggere og plante stiklinger i potter er foregået hjemme hos hans forældre på Spættevej i Bryrup.

- Jeg sidder nu tilbage med et vellykket projekt. Nu er det slut, og der kommer en tomhed, når noget har fyldt så meget i syv og en halv måned. Men jeg har en masse krudt i røven og skal nok finde på noget nyt. Lige nu vil jeg bruge tid og energi på skole og musical, siger han.

Indlæser debat