Minder fra »de go’e gamle dage« i Silkeborg

4. maj 2020, 12.30

Kurt Broesbøl er her fotograferet op til sin 90 års fødselsdag i oktober 2017. Kurt Broesbøl drev fotoforretning på Østegade i Silkeborg gennem mere end 30 år. Det har fået gode minder frem hos Niels Malmkjær, der har sendt teksten herved ind til avisen. Foto: Jakob Stigsen Andersen

MINDEORD: Fra Niels Malmkjær, Silkeborg, har vi modtaget følgende:

Da blikket fangede en dødsannonce i Midtjyllands Avis indeholdende navnet Kurt Broesbøl, vækkedes hukommelsen. KUNNE det mon være en af de betydelige personer i mine unge år? Jo, en nekrolog på næste avisside afgjorde sagen - og så vældede minderne frem:

I hans fotoforretning på Østergade i Silkeborg blev mit allerførste kamera, et Agfa Click, indkøbt for de penge, min 12-års fødselsdag havde indbragt. Med det tog jeg blandt andet et billede af familiens hund, som blev sendt til og bragt i Avisen! Et par år senere blev vistnok konfirmationspengene omsat i et noget mere avanceret Samoca, der kunne tage lysbilleder. Det var på udsalg i vinduet til forholdsvis overkommelige 235 kr., men så var det også med at være forrest i køen på fortovet foran døren kl. 5 om morgenen.

Ikke nok med, der altid var venlig imødekommenhed i forretningen - Broesbøl tog også initiativ til en »fotoklub«. Med jævne mellemrum blev der indbudt til forskellige fotorelaterede arrangementer i Restaurant Skovbakken på Sejsvej. Vi var et par teenagedrenge, der altid følte os velkomne blandt det ellers noget mere modne publikum. Her så vi for første gang farvefjernsyn - altså på en smalfilm, der var optaget i Japan. Nogle år før farve-tv nåede til Danmark. Også mindst én spændende, gratis fotoudflugt til blandt andet godset Løndal deltog vi knægte i.

Gode stunder med indkøb af udstyr og film, afhentning af fremkaldte billeder, information og oplevelser. Og forretningen lever videre. TAK, fotohandler.