Mistillid til kommunens kontrakt- og aftaleholdere?

9. juni 2021, 12.13

CORONA Mistillid til kommunens kontrakt- og aftaleholdere? Ikke hos Dansk Folkeparti! Derfor stillede vi på sidste byrådsmøde et ændringsforslag til sagen om covid-19 kompensation gående på, at kontrakt- og aftaleholdere skulle kompenseres for de faktiske covid-19 nettomerudgifter i 2020.

Udgangspunktet var de tal, som kontrakt- og aftaleholderne m.v. havde indberettet i februar 2021, som værende deres vurdering af deres samlede nettomerudgifter i 2020 vedrørende covid-19. Tallene blev præsenteret for økonomiudvalget. Dansk Folkeparti stillede flere spørgsmål, uden at få brugbare svar.

I vores optik drejede sagen sig mere om tal, end om mennesker. Derfor ville vi gerne have byrådets støtte til, at sagen skulle retur til økonomiudvalget - for magen til manglende interesse for de menneskelige konsekvenser af covid-19 skulle man lede længe efter. Specielt var ældre-, undervisnings- og børneområdet ramt.

Det var ældreområdet, der havde de mange dødsfald. Det var også her, at personalet lå vandrette eller var syge med covid-19. Klippekort inde på plejecentrene blev i en periode suspenderet, skønt personalet havde mange ekstra opgaver, som for eksempel at følge beboerne ned i besøgstelte og besøgsstationer. Udeområdet fik også beskåret deres budgetter.

Økonomisk blev ældreområdet også presset af flere nattevagter, personalet måtte kun arbejde i egen gruppe, store regninger til vikarbureau, eksterne rengøringsfirmaer (når egne rengøringsassistenter var syge) og ved hvert besøg hos borgerne hvor personalet skulle iklædes overtræksdragter, mundbind, visir osv.

Medarbejderne inden for eksempelvis undervisnings- og børneområdet har også været ramt af covid-19, og ydet alt, hvad de har kunnet for at sikre en så normal hverdag for børnene og deres forældre som muligt. Nogle steder har været hårdere ramt end andre. Et sted var der, angiveligt, vandhaner udenfor, som børnene kunne bruge - andre steder ikke, og et tredje sted kom forældrene med telte.

Alle kommunens kontrakt- og aftaleholdere samt kommunens medarbejdere har ydet en enestående indsats i en tid, hvor der har været stillet store udfordringer til den enkelte. Desto større grund er der til at kompensere områderne.

Specielt overraskede i sagsbehandlingen blev vi over Venstre, der har formandskabet i socialudvalget, men det på trods ingen initiativ viste, for at forbedre forholdene på ældreområdet. Vi var desværre ikke så overraskede over, at byrådets konservative medlem, Thomas Cordtz, som den første gik i rette med Dansk Folkeparti og endog talte for, at pengene lå bedre i kommunekassen, da kontraktholderne havde nok af overførte midler.

I Dansk Folkeparti nærer vi stor tillid til vores kontrakt- og aftaleholdere, og tror de spiller med åbne kort, og at tallene, der er indmeldt, er reelle. Vi køber omvendt ikke præmissen om, at kontrakt- og aftaleholderne har »gemt« penge af vejen i budgetoverførsler mellem årene. Synd og skam, at et flertal i byrådet ikke værdsætter de borgernære velfærdsområder højere - men lader sig styre af besnakkelse og regneark.

Indlæser debat...