Ny cykelsti til 5,5 mio. kr. bruges af 28 cyklister

Optælling foretaget mellem Virklund og Knudlund viser, at der hver dag i gennemsnit kun er 28 cyklister, som bruger den nye cykelsti langs hovedvejen

Udgivet:25. oktober 2011, 12.25

Læsetid:1 minut

Billedet her er fra anlægsarbejdet tidligere på året. Foto: Torben Larsen

Mette Andersen

Der er langt mellem cyklisterne på den nye cykelsti mellem Virklund og Knudlund, som blev færdig i sommer og kostede 5,5 millioner kroner.

En cykeltælling foretaget over 14 dage viser, at der hver dag i gennemsnit kun er 28 cyklister på den nye cykelsti.

Det er 11 flere end ved en måling foretaget i november sidste år, inden cykelstien var anlagt.

Og sammenligner man de nye tal med en tilsvarende måling foretaget i 2009, er antallet af cyklister på strækningen kun steget med fire i døgnet.

Det kan synes som meget få mennesker at lave en dyr cykelsti for.

Præsenteret for de nye tal siger formanden for vej- og trafikudvalget, Frank Borch-Olsen (K), at han personligt hellere havde set pengene brugt andre steder, for eksempel på en cykelsti fra Gjessø til Them, hvor en del børn cykler til og fra skole.

Cykelstien til Knudlund har imidlertid været på ønskesedlen i mange år og var et af tre cykelsti-projekter, som byrådet vedtog at fremme i sin trafikplan fra 2009.

Ifølge ingeniør i vej- og trafiksektionen, Jane Næsborg, skal tallene i cykeltællingen tages med et vist forbehold, fordi cykeltrafikken er meget afhængig af vejret.

- Ved den slags tællinger kan man ofte se, om solen skinner eller et hold cykelryttere lige er suset forbi. Cykeltællinger er meget følesomme for den slags, men det er det bedste redskab, vi har, konstaterer hun.