BSH blæste Skjern omkuld

En drømmestart og en velspillende Kasper Larsen var med til at sikre BSH en vital sejr i Skjern

22. februar 2020, 17.48

Johan Hansen blev topscorer med otte mål, da Bjerringbro-Silkeborg sejrede i Skjern. Foto: Martin Ballund

HÅNDBOLD Bjerringbro-Silkeborg måtte se bort fra en sygdomsramt Nikolaj Markussen i lørdagens ligakamp, men det forhindrede ikke holdet i at hente en flot sejr i Skjern Bank Arena, hvor værterne måtte se sig slået med 25-28 foran 3015 tilskuere.

Med udesejren konsolliderede BSH fjerdepladsen i tabellen. Holdet har nu 27 point på placeringen, der giver et enkelt point med over i slutspillet, mens de nærmeste forfølgere fra Ribe-Esbjerg er tre point efter. Skjern er yderligere et point efter på sjettepladsen.

Gæsterne kom flyvende fra land, og efter bare ét minut og otte sekunder var stillingen 0-3, selvom Skjern var startet med bolden. Solidt forsvarsspil, redninger fra Kasper Larsen og en velsmurt kontramaskine gav BSHerne vinger, og da Nikolaj Øris øgede til 0-4, så værterne sig nødsaget til at tage timeout i tiden 02.34.

Det forhindrede ikke BSH i at udbyggede forspringet til 2-7, men så fulgte fem målløse minutter for gæsterne, og med fire redninger i træk var Skjern-keeper Robin Haug stærkt medvirkende til, at hjemmeholdet fik reduceret til 4-7.

BSH virkede dog stadig i kontrol, og selvom cheftræner Peter Bredsdorff-Larsen skiftede flittigt ud på flere positioner, kom Skjern ikke nærmere end to mål. Hjemmeholdet havde tilbagevendende problemer med at score på velspillende Kasper Larsen, der stod med en redningsprocent på 42 i første halvleg.

Kort inden pausen fik gæsterne en gylden mulighed for at øge til 10-14 i overtal, men chancen løb ud i sandet. I stedet fik Skjern tilkæmpet sig et frikast efter tid, og her hamrede Eivind Tangen bolden forbi BSH-paraderne og ind i det ene målhjørne via stolpen. Den spektakulære scoring sikrede pausestillingen 11-13.

Anden halvleg startede meget lovende for BSH. En scoring fra Michael V. Knudsen, to redninger fra Kasper Larsen og en fræk fuldtræffer fra Nikolaj Øris’ underhånd ændrede stillingen til 11-15. Men med tre reducering på halvandet minut fik Skjern kontakt.

Hovedparten af tilskuerne i Skjern Bank Arena begyndte at ane et comeback, men igen lukkede Kasper Larsen ned for hjemmeholdets skytter, og BSH fik ny luft ved stillingen 14-18.

12 minutter før tid tog dommerne videobilleder i brug, og Michael V. Knudsen blev straffet for en høj albue inde på stregen. Udvisningen sendte Skjern i angreb og medførte en reducering til 20-22. BSH trak dog hurtigt fra igen, og ni minutter før tid var stillingen 20-24.

Hjemmeholdet forsøgte at skabe fornyet spænding ved at spille syv mod seks i slutfasen, men Bjerringbro-Silkeborg lod sig ikke ryste. I tiden 56.22 snuppede indskiftede Aljosa Rezar et straffekast fra den tidligere Voel-spiller Anders Eggert, og selvom Skjern efterfølgende fik reduceret til 24-26, var opgøret afgjort.

Da slutsignalet lød ved stillingen 25-28, kunne gæsterne lade sig hylde af de medrejsende BSH-fans.