Leder: Oplandets attraktioner har succes

15. juli 2020, 11.29

Foto: Martin Ballund

I Silkeborgs opland, i Himmelbjergets skygge, er vi gode til at tale os selv ned. Det er blevet en velkendt sandhed, at attraktionen over dem alle er sejlturen fra Silkeborg ud til Himmelbjerget, hvor vi skal ase os op af bakken efter at have nydt udsigten over søerne og Sejs-Svejbæk. Og ja, det er hyggeligt, hvis du holder af vand, og Himmelbjerget har en fantastisk historie tilbage fra dengang Blicher holdt sine store folkemøder på stedet.

Men der er også så meget andet.

Og sagen er den, at med gode, lokale initiativer, så kommer turisterne nærmest helt automatisk.

Tag blot Ans Søbred, hvor det vrimler med kanoturister, fordi det er muligt nemt og bekvemt at overnatte på pladsen. Den massive tilstrømning af kanoturister skyldes først og fremmest, at Ans-Grønbæk Lokalråd for nogle år siden satte sig for at udvikle søbredden med bålhytte, shelters nok og fornuftige toiletforhold.

Resultatet er, at endnu flere går op i byen for at købe ind, og flere får kendskab til området ved Tange Sø.

Det samme er tilfældet i den modsatte ende af kommunen i Thorning og Kragelund.

Her går Hærvejen igennem; den har altid ligger der, men det seneste årti er der sket en kraftig udvikling af attraktionen. Ikke mindst sikrer de lokale Hærvejsherberger, at vandrere trygt kan bevæge sig ud i den oplevelse, det er at være alene i naturen midt i Jylland. Herbergerne styres af lokale foreninger, og alt arbejdet omkring dem er frivilligt. Her arbejder mennesker med begejstring for Hærvejen og for deres område med museum i Thorning og en fantastisk natur. Og spørg lige, om ikke købmændene i Thorning, Kragelund og Vrads sætter pris på, at der kommer nye kunder fra hele landet forbi i vandrestøvler eller med cykelshorts.

At lokalt initiativ kan betale sig, er også Arena Midt i Kjellerup et bevis på. Her er der investeret i seks campinghytter med plads til seks mennesker i hver. Oprindeligt var hytterne alene rettet mod idrætsstævner og andre arrangementer i Arena Midt.

Men det har vist sig, at hytterne trækker turister fra hele landet i et omfang, som Arena Midt ikke selv havde forestillet sig.

Turisterne er ligeglade med postnummeret, blot de nemt kan komme til de attraktioner, de gerne vil til: Kalkgruberne i Mønsted, Den Gamle By i Aarhus, Domkirken i Viborg. Og ja, naturligvis - Hjejlen og Himmelbjerget.

Det nye Danhostel i Kjellerup er seneste bevis på, at gør du noget for skabe gode rammer - så kommer der ofte noget godt ud af det.