Stor opbakning fra Lions-kvinder i Silkeborg til nyt børnehospice

Det nye børnehospice i Rønde er netop blevet officielt indviet med besøg af kronprinsesse Mary

18. juni 2021, 11.00

Ved ankomsten til Strandbakkehuset blev kronprinsesse Mary modtaget af (fra venstre) afdelingsleder Lisbeth Højer, støtteforeningsformand Lena Andersen, tidligere beboer Noa Lindgaard Liljegren, regionsrådsformand Anders Kühnau, hospiceleder Dorit Simonsen og hospice-bestyrelsesformand Jørgen Keinicke. Den smukke buket var med blomster fra en lokal have og bundet af en frivillig fra det store korps af frivillige, der er tilknyttet Strandbakkehuset. Det var 16-årige Noa, der overrakte buketten til kronprinsessen. Foto: Mikkel Berg Pedersen, Region Midtjylland

INDVIELSE: Præsidenten for Lions Theodora i Silkeborg, Karen Meno, var blandt de inviterede, da det nye børnehospice i Rønde officielt blev indviet af kronprinsesse Mary.

De lokale Lions-kvinder har nemlig ydet en markant opbakning til det nye hospice, idet Lions Theodora allerede i efteråret besøgte hospiceleder Dorit Simonsen for at overrække en medbragt gavecheck på små 420.000 kroner, der på Theodoras initiativ var kommet til veje gennem en stor indsamling blandt landets Lions-klubber.

Oprindeligt kæmpede de lokale Lions-kvinder for, at det nye hospice skulle ligge i Silkeborg, men da det ikke kom til at gå sådan, valgte de i stedet at støtte projektet med de mange indsamlede penge.

Joan Thyde fra Lions Theodora i Silkeborg, der er næstformand i bestyrelsen i Strandbakkehuset, var også med til at byde gæsterne velkommen ved indvielsen af Strandbakkehuset. Privatfoto

Det nye børnehospice er det første i Vestdanmark og har fået navnet Strandbakkehuset, og efter indvielsen sagde præsidenten for Lions Theodora, Karen Meno:

- Det er et helt vidunderligt sted med en fantastisk atmosfære. Det er et rart hus at komme ind i, som man har lyst til at være i. Og selv om de fleste forbinder ordet hospice med livets afslutning, er der på et børnehospice kolosal fokus på livet, og faktisk udskrives 80 procent af de indlagte til eget hjem, som vi i dag hørte på vores rundvisning i huset, der lever efter visionen »liv, leg og lindring«.

Arkitekt Anders Tyrrestrup fortaltel kronprinsessen om byggeriet i Hjerterummet, hvor familier kan samles og slappe af. Foto: Mikkel Berg Pedersen, Region Midtjylland

Alle gæsterne ved indvielsen stod klar, da Krone 8 med kronprinsesse Mary rullede ind foran Strandbakkehuset.

Regionsrådsformand Anders Kühnau, hospiceleder Dorit Simonsen og bestyrelsesformand Jørgen Keinicke viste kronprinsessen rundt i de nybyggede rammer, der er hædret som Årets sundhedsbyggeri 2021.

Det er et helt vidunderligt sted med en fantastisk atmosfære. Det er et rart hus at komme ind i, som man har lyst til at være i. Og selv om de fleste forbinder ordet hospice med livets afslutning, er der på et børnehospice kolosal fokus på livet.

Karen Meno, præsident Lions Theodora, Silkeborg

Og det var 16-årige Noa Lindgaard Liljegren, der netop er flyttet hjem til sin familie i Svendborg, der viste kronprinsesse Mary rundt i en af Strandbakkehusets fire familieboliger.

Noa Lindgaard Liljegren har en tumor i hjernen, som han har været i behandling for det meste af sit liv. Senest med protonstråler på Aarhus Universitetshospital i foråret, hvorefter han blev kørestolsbruger og flyttede ind på Strandbakkehuset.

Strandbakkehuset tilbyder lindrende omsorg og behandling til børn og unge med livstruende og livsbegrænsende sygdom samt deres familier. Hospicet har fire pladser og er bygget sammen med Hospice Djursland, der er for voksne.

Strandbakkehuset blev taget i brug allerede i december sidste år, hvor de første patienter rykkede ind i de nyopførte bygninger i Rønde, men på grund af corona måtte den festlige åbning udskydes til nu.

Da kronprinsesse Mary havde klippet det røde bånd, kunne det nye børnehospice erklæres for officielt åbnet. Foto: Mikkel Berg Pedersen, Region Midtjylland

Indlæser debat...