Undskyld hr. borgmester kan vi tale trafik i Fårvang et øjeblik?

22. maj 2021, 08.00

VEJKRYDS Alt imens Silkeborg har en trafikal udfordring er et andet lokalområde i kommunen i glæde. I Fårvang glæder vi os over de ca. 130 nye arbejdspladser, som Birch skaber i vores lokalområde. Det er rigtigt godt for en lille by som vores, og det trækker jo også nye borgere ud i et område, som normalt intet fokus har.

Den lille appel i den forbindelse er, at Silkeborg Kommune i samarbejde med staten får gjort noget ved krydset A26/Egon Kristiansens Allé. Det er et trafikal blackspot, hvor der sker uheld.

Med den øgede tunge trafik sammenholdt med den øgede trafik af medarbejdere, mener jeg, at man fra kommunens side skal kigge på en helhedsplan for industriområdet ved Fårvang.

En helhedsplan hvor industrien går i retning af Truust, og hvor en ny indkørsel for den tunge trafik placeres, hvor der er langt bedre oversigtsforhold end på den nuværende placering. Det skal bedst ske med en placering imellem Fårvang og Truust, et vejområde som i forvejen har super oversigtsforhold og god mulighed for etablering af en rundkørsel eller svingbaner og tilkørsler til A 26.

Hvis vi skal fremtidssikre området med de planer, der ligger for A 26 i forvejen, så skal kommunen tage tyren ved hornene og få sikret trygge adgangsveje til Fårvangs industrikvarter.

For vi vil langt hellere høre lyden af produktion end lyden af knust glas og krøllet metal.

Indlæser debat...