Midtjyske Meninger: Oprydning!

Udgivet:17. juli 2023, 10.25

Læsetid:2 minutter

Inger Christensen. Foto: Martin Ballund

Af Inger Christensen Virklund

3 måneder siden

Vi er i uge 29. Den uge, hvor fokus for mange er rettet mod Skagen. Fokus på kendisser med brune ben, fokus på lave biler, der føres frem af solbrilleklædte unge mennesker med tilbagestrøget hår. Fint nok. Det er også agurketid. En tid, hvor der for pressen tidligere var dømt stilstand med hensyn til nyhedsformidling. Folket er på ferie. De spiser is, men de læser ikke aviser. De bader og soler sig, mens der ingenting sker fra de højere magter - de holder nemlig også ferie. Det vildeste her i Virklund er vel fundet af skeletdele fra en meget svunden tid i forbindelse med den forestående udgravning og planering af det kommende indkøbscenter. - Lad os håbe, at der ikke følger skeletter med i skabene!

Når man er pensionist, kan man jo dybest set holde ferie, når som helst og måske også hvor som helst. Lad det være sagt med det samme: Vi skal ikke til Skagen. Hvad gør man så?

Inspireret eller måske nærmere til skræk og advarsel over tv-udsendelser omhandlende oprydning er jeg gået i gang herhjemme. Baggangen stod først for tur. Min husbonds aner i lige linje går tilbage til Københavnsområdet. Husbonden benævner derfor omtalte del af bebyggelsen som et bryggers. Denne dyst om ord får vi så aldrig ryddet op i. MEN: Skabene blev ryddet. Helt og aldeles. Godt, jeg var alene hjemme.

På tv kan man more sig over og eventuelt ryste på hovedet, når man ser, at en nogenlunde helt almindelig familie har gemt over 300 body stockings. - Altså den slags beklædning, der er til babyer! - Men hvad gemte der sig i baggangens dybe skabe? Almindeligt skrammel og indtørret maling, falmet pynt til juledekorationer, mørnet ventilgummi, og jeg kunne blive ved. Ud med det hele. Så var det lige dér, rundt omkring, på forskellige hylder og i sære sammenhænge: Myregift: »Streu - und Giessmittel, wirkt sofort«,« Myrespray mod krybende og kravlende insekter«, »Myrefri - genopfyldelige myrelokkedåser« - jeg fandt 12 - tolv - dåser, bøtter, sprayflasker mv. til bekæmpelse af disse små, levende væsener. Dette morderiske fluidum er nu anbragt på samme hylde. Det er nemt at gå til, hvis man nu møder en myre eller to, der har forvildet sig ind i stuen.

Vi har en god ven i Kollund. Ham besøger vi af og til. Grænsehandlen tager vi med. Øl, vin og Egekilde er faste varer, som vi absolut nyder. Husbonden - som her i hjemmet foruden myreuddrivelse har opvask og den tilhørende maskine som sin primæropgave, køber gerne tablets, afspænding og salt til sin maskine. - Vi kan sne inde: Der er 12 afspændingsdunke, salt nok til Det røde Hav, hvis dét skulle mangle og tablets til 542 opvaske.

- Jeg glemte lige skabet med vaserne: Der er så 11 vaser, der står klar, hvis nu nogen skulle komme forbi, eller hvis bemeldte husbond måske kommer med en myrefri buket!

God sommer!

Indlæser debat