
1 måned siden
CAFÉ Jeg har tidligere, som mor til en bruger af Café På Vejen, ytret mig om det urimelige i, at man lidt efter lidt fratager handicappede medborgere deres få adspredelser i hverdagen, som, på trods af engagerede og dygtige medarbejdere, er ensformig og forudsigelig.
Nu er jeg nødt til at tage til genmæle over for Mads Frandsens udtalelse i læserbrev her i avisen 31. januar, hvor han skriver, at det er en usand påstand, at jeg skriver, at caféen lukkes, fordi der skal skaffes flere midler på udsatte borgere. Jeg refererer blot til Frandsens egne udtalelser i avisen 24. januar, hvor han henviser til, at lukningen af caféen er en konsekvens af de millionbesparelser , som byrådet besluttede at finde for at tilgodese ældreområdet og sårbare børn og voksne på social- og familieområdet.
I min optik er meningen den samme, blot med forskellig ordlyd.
Hvis ikke de handicappede medborgere er sårbare børn og/eller voksne på socialområdet, så ved jeg ikke hvad.
Et samfund skal måles på den måde, det behandler sine udsatte på.
Indlæser debat