
Veteraner: En ny start er ofte nødvendig
Udgivet:13. oktober 2021, 13.21
Læsetid:2 minutter
1 år siden
VETERANINDSATS Forestil dig det allerværste du har oplevet i dit liv. Forestil dig derefter, at du bliver bedt om at sætte ord på det overfor andre. Det er ofte sådanne situationer, vores krigsveteraner bliver sat i, at de skal forholde sig til oplevelser, som har sat sig dybe spor i sind og krop.
Der er ingen af os to - Martin og Helle, som selv er veteraner. Men vi har en fælles ambition om at gøre en større indsats for vores veteraner her i Silkeborg Kommune. Kursen for denne ambition er heldigvis allerede stukket ud, og vi ser mulighederne for en positiv udvikling ift. at gøre mere for vores veteraner.
Det mindste, vi kan gøre for veteraner, som har tjent os alle sammen, er et give dem en ordentlig behandling. Der skal tages hånd om de udfordringer, de har, og vigtigst af alt, at man bliver mødt i øjenhøjde og behandlet med respekt med et individuelt udgangspunkt
Helle Gade (S) og Martin Jakobsen (K)
Vi har ansat Søren Schmidt som ny veterankoordinator i Silkeborg kommune. En mand med egen erfaring som veteran. Vi har i socialudvalget haft den store fornøjelse at få Søren til at sætte ord på status og kommende muligheder i Silkeborg kommune for vores veteraner.
Der tegner sig gode ideer og spændende perspektiver. Heriblandt idé om en buddy-ordning, en veteranbåd og et forslag om at vi i Danmarks Outdoor hovedstad får lavet en model tilsvarende den vi ser i Viborg med en tipi i skoven, hvor veteraner kan mødes i fred og ro, og man dermed kan undgå en mulig udstillelse af sig selv.
Det mindste, vi kan gøre for veteraner, som har tjent os alle sammen, er et give dem en ordentlig behandling. Der skal tages hånd om de udfordringer, de har, og vigtigst af alt, at man bliver mødt i øjenhøjde og behandlet med respekt med et individuelt udgangspunkt.
Det skal vi som politikere være med til at sikre i form af en ordentlig velfærd, som naturligvis også gælder for vores veteraner. Derfor vil vi i den kommende byrådsperiode arbejde for at vi får understøttet og udfoldet arbejdet endnu mere omkring vores veteraner.
Tak for jeres indsats.