Wimbledon-chef skoser Balkan-turnering: Vigtig lektion

Alle skal tage ved lære af de mange fejl i relation til tennisturneringen Adria Tour, mener Richard Lewis.

25. juni 2020, 13.09

Novak Djokovic og de øvrige tennisspillere holdt ikke meget afstand fra hinanden i Adria Tour.

KØBENHAVN Kram, publikumsarrangementer, showbasketball og vild fest på en natklub.

Tennisturneringen Adria Tour har fået hård kritik, efter at en række af verdens bedste spillere med Novak Djokovic i spidsen blev smittet med coronavirus.

Ifølge Richard Lewis, der er chef for grand slam-turneringen Wimbledon, bør alle tage ved lære af de mange fejl, som tilsyneladende blev begået.

- Billederne (fra turneringen, red.) var skuffende, og jeg tror (...) at alle involverede - ikke kun spillere, men administratorer, arrangører og andre i følgeskabet - skal forstå, at protokoller, regler og retningslinjer er der af en grund, siger Lewis ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Det er en rigtig vigtig lektion.

Tennissæsonen har været sat på pause, siden coronaudbruddet for alvor tog fart i begyndelsen af marts.

En lang række turneringer, heriblandt Wimbledon, blev aflyst.

Verdensetteren Novak Djokovic var i maj med til at lancere Adria Tour, der var tænkt som en serie af tennisturneringer på Balkan.

Men Adria Tour faldt fra hinanden, da den bulgarske spiller Grigor Dimitrov blev testet positiv for coronavirus, og flere af de øvrige spillere fulgte trop.

Finalen i Kroatien og resten af turneringen blev aflyst.

- Jeg håber, at det bliver nemmere at efterleve protokoller i US Open, French Open og andre internationale turneringer, end det ellers ville have været.

- Jeg håber i den grad, at der vil være mere disciplin, når internationale tennisturneringer vender tilbage, siger Richard Lewis.

Herrernes ATP Tour genstarter efter planen 14. august med Citi Open i Washington DC, mens WTA Tour genoptages 3. august i italienske Palermo.

/ritzau/