Leder: Medfølelsen stiger med vandstanden

24. februar 2020, 13.18

Foto: Jakob Stigsen Andersen

Normalt, når vi sidder der bag sofabordene og i sikker afstand fra verdens brændpunkter får smasket katastrofe-reportager i ansigtet, fanger kameraerne som oftest fortvivlede mennesker, der søger ly for monsuner, tornadoer, laviner, jordskælv eller milliarder af altædende græshopper.

Så skænker vi mere kaffe, trække plaiden tættere om kroppen og bekræfte hinanden i, at det da er godt, vi bor sikkert og trygt i et land, hvor den slags ikke finder sted.

Men det gør det. Lige nu. I boligområder tæt på os, hvis du da ikke er så uheldig selv at bo i et kvarter, der aldrig tidligere har stået under vand, men hvor din have nu minder om en vietnamesisk rismark. Hvis du er en af de heldige. Er du uheldig, kæmper du forgæves mod vandmasserne og må magtesløs se på, at dit hjem, dine værdier, alt det, du holder af, ødelægges af det vand, der langsomt, men sikkert bare er steget og steget.

Som lokalt medie skal vi dække det, vi med et nærmest bibelsk udtryk er begyndt at kalde »100 års hændelsen«. I løbet af weekenden var vi rundt i hele området, og nogle steder blev vi mødt af så berørte borgere, at de ikke havde lyst til at tale med os eller få deres ejendom fotograferet.

Det har vi fuld forståelse for. Det et kæmpe pres at spille hovedrollen i en naturkatastrofe, som udspiller sig i slow motion, og som de mest udsatte ikke har en kinamands chance for at afværge.

Men vi mødte på vores reportagetur også lokale borgere med stort overskud til at hjælpe naboer og venner i nød. En kollega står her til morgen eksempelvis med arme i dobbelt længde efter at have brugt weekenden på at fylde sandsække ved en god vens hus. Andre steder fornemmede vi styrken i det sammenhold, der opstår, når vi trues af noget udefrakommende. Så har vi - trods en fortravlet tid - stadig overskuddet og ressourcerne til at hjælpe dem, der er ringere stillet end os selv. Lad os tage følelsen og overskuddet med til de sommeraftener, hvor alt ånder idyl.

Det gode er, at vandet forsvinder igen. Om end det kommer til at tage tid. Så indfinder hverdagen sig, og normalen genoprettes. Det skræmmende er, at det givetvis kommer til at ske igen. At vi skal vænne os til, at naturen har ændret karakter. Og der går ikke 100 år, før vi atter rammes.

Klimaforandringerne er her. For enden af Hostrupsgade. Ved Svostrup Kro.

Når bølgerne har lagt sig, er det tid til refleksion. Og handling. For den enkelte, ramte husejer. Og for samfundet.

De aktuelle, ufattelige oversvømmelser er et wakeupcall.

Næste gang skal vi være bedre forberedte.

På alle niveauer.