Silkeborg-Voel blev dukket i Dokken

Der var klasseforskel, da Voel-kvinderne tabte i Esbjerg

Udgivet:03. april 2022, 21.28

Læsetid:2 minutter

Eira Aune (t.h.) og co. kunne slet ikke matche Team Esbjerg i søndagens udekamp i slutspillet. Foto: Martin Ballund

Mathias Hove Andersen
Sportsjournalist| maa@midtjyllandsavis.dk

HÅNDBOLD Hovedparten af de 2130 tilskuere i Blue Water Dokken fik, hvad de kom efter søndag aften, hvor Team Esbjerg besejrede Silkeborg-Voel med 35-26 i slutspillet.

Voel-holdet er dermed fortsat noteret for et enkelt point i puljen, som Team Esbjerg topper med fem af slagsen foran Herning-Ikast, der har hentet to point inden mandagens møde med Horsens.

Silkeborg-Voel hang fint på i de første minutter, hvor hjemmeholdet blev ramt af en hurtig udvisning til Mette Tranborg, men efter seks et halvt minut havde Team Esbjerg slået et hul ved stillingen 5-2.

Gæsterne havde svært ved at få bolden forbi velspillende Rikke Poulsen i værternes mål, og i den anden ende havde Team Esbjerg alt for let ved at spille sig frem til åbne målchancer. Efter 10 minutter så Voel-træner Jakob Andreasen sig derfor nødsaget til at tage en timeout, da storfavoritterne havde øget til 7-2.

Det forhindrede dog ikke værterne i at udbygge forspringet til seks mål, og kampen så ud til at være afgjort, inden den for alvor var kommet i gang. Men gæsterne lagde sig ikke ned, og via to redninger fra Filippa Idéhn og to scoringer fra Ann Grete Nørgaard blev føringen reduceret til 9-5.

Team Esbjerg reagerede med en timeout, men Julie Jensen svarede igen med en kontrascoring til 10-7, og Silkeborg-Voel vejrede morgenluft. Et muligt comeback blev dog hurtigt spoleret, og med sin sjette scoring på lige så mange forsøg øgede Vilde Mortensen Ingstadt til 14-8.

Gæsterne havde slet ikke samme skarphed, og ved pausen var Team Esbjerg i fuld kontrol ved stillingen 19-12.

Silkeborg-Voel havde været det næstbedste hold i de første 30 minutter, og det så ikke ud til at ændre sig i begyndelsen af anden halvleg. På trods af endnu en udvisning til Mette Tranborg øgede Team Esbjerg til 22-13, og havde det ikke været for Filippa Idéhn, der bød ind med tre store redninger, var det blevet rigtig grimt for gæsterne.

I hjemmeholdets mål lukkede Rikke Poulsen i en periode helt ned for Voel-skytterne, og efter små ni minutters spil af anden halvleg kom Team Esbjerg foran med 10 mål for første gang i opgøret. Indskiftede Maja Munch Laursen sørgede dog for, at ydmygelsen ikke blev total, og den unge fløjspiller bød ind med tre sikre scoringer på værternes klassekeeper, inden afløseren Dinah Eckerle pillede pynten af Voel-talentet.

Med fire scoringer i træk fik Silkeborg-Voel reduceret til 27-21, men der var ingen spænding i slutfasen, hvor guldaspiranterne skruede op for gassen, og da slutsignalet lød, kunne Team Esbjerg fejre en sikker og velfortjent sejr på 35-26.

Mest læste

Håndbold

Se flere

Mest læste på Midtjyllands Avis

Af samme forfatter

Se flere

Seneste nyt

Se flere