Debat: Livskvaliteten på plejehjem trues

22. maj 2020, 14.46

PLEJEHJEM Nærvær og livskvalitet er to vigtige ord, som beboerne på Virklund Plejehjem skal kigge længe efter, nu hvor vi igen skal spare på de varme hænderne.

Silkeborg kommunes værdighedspolitik omhandler ellers livskvalitet!

Livskvalitet er for vores beboere på Virklund Plejehjem = kendte ansigter, der hilser godmorgen.

Det er trygheden i at overlade den del af styringen, de ikke selv kan varetage, til en de har tiltro til.

Det omhandler respekt og tillid til, at vi ser på dem, som det individ de er, og at vi tør åbne os op overfor hinanden.

For nogle bliver vi lidt deres nærmeste. Vi er dem, som skaber glæden i deres øjne, og vi er dem, der får smilet frem på de dårlige dage.

Livskvalitet handler også om en hverdag med aktivitet, hvor der er liv i huset. En hverdag hvor der er mulighed for at gå en tur med fru Hansen eller spille boccia med fem andre beboer, hvor lattermusklerne bliver rørt. Det kan også være ved at sidde ved hr. Pedersen, som ikke ønsker at være i større forsamlinger, hvor vi kan snakke gamle dage. Ja, vi kunne blive ved.

Silkeborg kommunes politik omhandler også om »det gode hverdagsliv på plejecenter«, hvor mål og fokusområder blandt andet er nærvær og en hverdag med et meningsfyldt indhold.

På Virklund Plejehjem ligger udfordringen i vores normering af hænder. Vi har på nuværende tidspunkt ikke tid til at opfylde kommunens kvalitetskrav om nærvær og livskvalitet. Dette er i allerhøjeste grad alarmerende, da det er gennem vores nærvær, vi opsporer tidlig sygdom, samt opbygger tilliden mellem vores beboer og ansatte.

Dette er et meget vigtigt element, for at vores hus kan hænge sammen, idet vi går i en hverdag med en bemanding af halvt fastansatte og halvt afløsere, elever og praktikanter.

Vi må råbe STOP for nedskæring af vores hænder, da vi frygter for patientsikkerheden.