Søfronten: Lad os gribe muligheden - nu

27. december 2019, 12.28

SØFRONTEN kan blive vores fælles front, med fællesskab, fritid, kultur og trivsel som omdrejningspunktet.

Byrådet har vedtaget en stor plan, opdelt i syv separate projekter der tilsammen udgør en helhed. Stor ros til byrådet for at vise vej. Netop en samlet overordnet plan er noget, vi har manglet for byudviklingen. I Skive har man Big Blue-planen, i Sønderborg har de Frank Gehrys masterplan - to eksempler på provinsbyer der planlægger langsigtet - men som sagt: HURRA for at Silkeborg får en plan. Ganske vist kun for et relativt mindre område, men dog meget centralt område.

Lad os alle støtte op, lad os alle hjælpe med til at gennemfører planen! Ikke uden diskussion, debat og samtale - men lad os holde fast: Planen skal gennemføres.

Vores historie er desværre præget af et »Silkeborg gen«, der har den egenskab at finde »håret i suppen« og gøre dette hår til det centrale. Vi ser det næsten hver gang der vedtages noget nyt. Nogle vil endda hævde at brok netop er Silkeborgs DNA. Måske har disse ret i DNA-analysen, jeg håber det ikke.

Derfor er min opfordring: Lad os nu stå sammen om at gennemføre dette udviklende og igangsættende projekt. Kom med input, kom med indspil og forslag til de enkelte projekter. Det kan blive fantastisk, det kan blive verdensklasse - men det kan også blive middelmådigt - hvis ikke det lykkedes at holde middelmådigheden fra døren. Jeg vil gøre, hvad jeg kan for at bakke op om planen, vil du?

Tør vi, kan vi.