Fem strejkende spanske spillere møder ind til landskampe

Flere spillere er tirsdag omkring frokosttid mødt op i Spaniens landsholdslejr. Flere ventes at tjekke ind.

Udgivet:19. september 2023, 12.38

Læsetid:1 minut

Olga Carmona, der scorede i VM-finalen mod England i august, er blandt de spillere, der er mødt ind i landsholdslejren tirsdag omkring frokosttid. (Arkivfoto).

/ Ritzau /

MADRID Fem strejkende fodboldspillere er tirsdag mødt ind til landsholdssamling forud for Spaniens kampe i Nations League.

Det beretter AFP og flere andre medier.

Blandt de fem spillere er Olga Carmona, der for en måned siden scorede i finalen mod England, da Spanien vandt VM-guld.

Mandag udtog landstræner Montse Tome 23 spillere til de forestående kampe mod Sverige og Schweiz. 20 af de udtagne spillere havde dog på forhånd tilkendegivet, at de ikke stod til rådighed for landsholdet.

I alt er seks spillere tjekket ind et spillerhotel i Madrid, skriver AFP.

Angriberen Athenea del Castillo havde modsat flere af landsholdskollegerne meddelt, at hun står til rådighed for landsholdet.

Senere på tirsdagen ventes det, at flere af de strejkende spillere vil tjekke ind på spillerhotellet.

Efter VM-triumfen i august eskalerede en i forvejen ulmende konflikt mellem landsholdet og Spaniens Fodbolforbund (RFEF).

Under fejringen af VM-guldet kyssede forbundets præsident Luis Rubiales en af de spanske VM-helte på munden. Efter massiv kritik trak Rubiales sig fra posten for halvanden uge siden.

Landsholdets træner under VM, Jorge Vilda, var upopulær internt i truppen og er også røget ud.

Til trods for, at Rubiales og Vilda nu er væk, så kræver de spanske fodboldkvinder fortsat ændringer i forbundet, hvilket fik dem til at iværksætte en strejke.

Det valgte den nyansatte landstræner, Montse Tome, dog at overhøre, da hun mandag udtog truppen til Nations League-kampene mod Sverige på fredag og Schweiz i næste uge.

/ritzau/AFP