Domstol tør ikke give tidshorisont for Manchester City-dom

Manchester City har officielt anket Uefas dom på to års europæisk udelukkelse til domstolen CAS.

26. februar 2020, 12.51

Josep Guardiola og Manchester City ved endnu ikke, hvornår CAS afsiger dom i sagen, hvor Uefa har udelukket klubben fra europæisk fodbold i de kommende to sæsoner.

LAUSANNE Både Manchester City og Europas fodboldfans må vente i uvished om, hvornår der falder endelig dom over Manchester Citys europæiske skæbne de kommende to sæsoner.

Den Internationale Sportsdomstol, CAS, bekræfter onsdag at have modtaget anken fra de engelske mestre. Til gengæld vil CAS ikke sige noget om, hvornår en dom kan forventes.

- Det er ikke muligt på dette tidspunkt at indikere, hvornår en endelig dom i denne sag vil blive afsagt, skriver CAS i en pressemeddelelse.

14. februar meddelte Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa), at Manchester City var udelukket fra de europæiske turneringer i de to kommende sæsoner for brud på reglerne om Financial Fair Play (FFP).

Derudover fik klubben en bøde på 225 millioner kroner.

Straffen skyldes, at City ulovligt er blevet sponsoreret af sin egen ejer.

Klubbens trøje- og stadionsponsor, Etihad Airways, kontrolleres af kongefamilien i De Forenede Arabiske Emirater, hvis vicepremierminister er sheik Mansour, ejeren af Manchester City gennem investeringsfonden Abu Dhabi United Group.

Sponsoraterne af klubben blev i sin tid præsenteret som selvstændige aftaler, men dokumenter fra den såkaldte Football Leaks-sag har afsløret, at det reelt er klubejeren, som gennem flyselskabet har postet penge i klubben.

Det er ulovligt i henhold til Uefas FFP-regler, som kræver, at klubberne i sig selv skal kunne opnå økonomisk balance. Med det "kunstige" sponsorat har City ifølge Uefa bevidst forsøgt at omgå reglerne i perioden 2012-2016.

Derudover er City dømt for ikke at samarbejde med Uefas Club Financial Control Body (CFCB) i forbindelse med efterforskningen.

/ritzau/