Pølsemageriet går efter guldet

I 2009 begyndte slagtermester Brian Flink Pedersen at fremstille pølser på sin ejendom ved Grauballe. Salget hos Pølsemageriet foregår via en specialindrettet salgsvogn med plads til det store sortiment indenfor kød, pølser og pålæg

30. november 2021, 17.43

Salgsvognen holder på Torvet i Silkeborg to dage om ugen. Andre to dage besøger Pølsemageriet henholdsvis Aarhus og Herning, og derudover fungerer den rullende slagterforretning som gårdbutik hjemme hos Brian Flink Pedersen på Nebelgårdsvej. Foto: Jakob Stigsen Andersen

Brian Flink Pedersen er klar. Han ved af erfaring, at december bliver en travl måned, fordi det jo er her, at kunderne i Pølsemageriet vil have masser af juleleverpostej, sylte, bacon, medisterpølse og andre gode ting, der hører julen til.

Siden 2009 har slagtermesteren fremstillet lokale kvalitetsfødevarer på ejendommen på Nebelgårdsvej mellem Silkeborg og Grauballe.

Her i naturskønne omgivelser bor Brian Flink Pedersen med sin familie, og om torsdagen er desuden åbent i gårdbutikken - nærmere betegnet virksomhedens topmoderne salgsvogn. Samme rullende butik som mange silkeborgensere kender fra torvehandlen fredag og lørdag, når der handles på Silkeborgs centrale plads.

Brian Flink Pedersens far drev blandt andet slagterforretningen Kajs Pølser på hjørnet af Søndergade og Nygade.

Manden bag Pølsemageriet voksede således op med sit fag, men modsat faderen har Brian Flink Pedersen aldrig haft en fysisk butik.

Fra starten satsede han i stedet på modellen med mobile salgsvogne, og siden 1. oktober 2020 er handlen foregået fra det nuværende køretøj, en specialindrettet lastbil og investering på 1,3 millioner kroner.

- Den gamle vogn var ved at være nedslidt, og dette var en trailer med maksimalvægt på 3500 kg. Den nye er en 12 ton lastbil, og det betyder, at vi har fået meget bedre plads til varerne. Det er en kørende butik, hvor vi kan eksponere vores produkter meget pænere i forhold til den gamle vogn, siger Brian Flink Pedersen.

Plads til det hele

- Vi købte et lastbilchassis, og herfra designede og opbyggede vi vognen, som vi gerne ville have den. Og vi tænkte meget over, hvordan vores varer ville kunne præsenteres på en lækker måde fra bilen. 95 procent af det, vi producerer, er tilrettelagt efter omsætningen i vognen, siger Brian Flink Pedersen.

Salgslastbilen er blandt udstyret med tre glasskabe til frostvarerne, og manden bag Pølsemageriet fortæller, at kapaciteten i den nye vogn er stor nok til at rumme stort set hele firmaets sortiment af fødevarer.

- Bilen er en stor investering, og derfor er vi selvfølgelig glade hver gang, vi er ude at køre i den. Lige inden, jeg traf beslutningen, var jeg faktisk en smule i tvivl, fordi handelen på Torvet i Silkeborg havde været en smule i tilbagegang i tiden op til, at coronaen kom. Men under corona blomstrede tingene helt vildt op, nu er vi tilbage ved det mere normale men stadig i et bedre niveau end op til corona.

Aarhus og Herning

Fordelen ved et salgssted på hjul er selvsagt, at man kan bevæge sig rundt til forskellige byer, og Pølsemageriets faste salgschauffør Jørgen Holm Sørensen kommer flere steder i Jylland i løbet af ugen.

- Om tirsdagen er vi i Herning. Onsdag holder vi på Ingerslevs Boulevard i Aarhus, hvor vi startede for cirka et halvt år siden som det seneste. Torsdag er gårdbutikken åben herhjemme, og fredag og lørdag holder vi på Torvet i Silkeborg. Vores gamle vogn var kun ude to gange om ugen, men det er klart, at der skal mere til med en vogn, der har kostet over en million kroner, forklarer Brian Flink Pedersen. Efter 11-12 år som selvstændig lægger den lokale direktør og slagtermester lægger ikke skjul på, at der skal knokles for sagen som iværksætter.

- Tingene kommer ikke ned fra himlen. Det er hårdt arbejde at lave fødevarer, og det kræver meget mere end en god idé. Mere er der ikke at sige til det, og derudover skal man beslutte sig for, hvad man gerne vil - forsøge at opnå en profil. Hos os besluttede vi, at vi ville lave bedre kvalitet i forhold til konkurrenterne, og det næste herefter er så at få spredt budskabet, så folk taler positivt om én, siger Brian Flink Pedersen.

Fokus på konkurrencer

- På det punkt har vi valgt at deltage rigtig meget i fagkonkurrencer. Konkurrencer giver opmærksomhed, og når man vinder pokaler, svarer det til, at andre siger om os, at vi er dygtige til det, vi laver. Det er en forholdsvis let måde at opnå anerkendelse på, når man deltager i konkurrencer.

Skinnende pokaler fra fagmesser i henholdsvis Tyskland og Holland pryder hylderne, og herhjemme er Brian Flink Pedersen ligeledes flittig deltager, når der kåres fødevarer.

Fra den årlige Food Festival på Tangkrogen i Aarhus har virksomheden fire gange hjembragt titlen for Årets Bedste Hotdog i Danmark.

En anden vigtig begivenhed er Foodexpo i Herning, fødevarebranchens store festival med deltagelse af Danske Slagtermestre blandt andet.

- Her kører man først en faglig vurdering, hvor man udtager de fem bedste produkter i forskellige kategorier, og på messen, som er i marts næste år, står publikum for at finde vinderne, fortæller Brian Flink Pedersen.

En gang tidligere vandt han publikumskonkurrencen for Danmarks Bedste Leverpostej. Næste mulighed kommer til foråret, og den lokale slagtermester lægger ikke skjul på, at han gør alt for at opnå opmærksomhed via dysten.

- Vi udnytter de muligheder, der er ved at indsende så mange produkter til fagkonkurrencen som muligt. Og vi har vundet otte finalepladser ved den kommende publikumskonkurrence, og det er fire gange så mange som nummer to. Vi vil gerne ligge i toppen og bruger derfor mange kræfter på det her.

Bedre produkter

Brian Flink Pedersen forklarer, at fagkonkurrencer i sig selv medvirker til produktforbedringer.

- Vi gør det ikke kun for at få medaljer, men vi bruger jo et år på at træne frem mod en ny konkurrence. Det er ikke altid, vi er enige med dommernes kommentarer fra de forrige konkurrencer, men nogle gange får kommentarerne os til at justere lidt på opskrifterne i en bestemt retning. Forårets Foodexpo bliver en spændende konkurrence, men selvfølgelig også træls, hvis vi taber, når vi deltager med tre ud af fem produkter i finalen om Danmarks Bedste Leverpostej, bemærker slagtermesteren med smil på læben.

Udover almindelig leverpostej er Pølsemageriet finaleklar på Foodexpo i to andre kategorier med leverpostej, henholdsvis »bacon« og »fedtfattig« - plus tre kategorier yderligere: Danmarks Bedste Frikadelle, Danmarks Bedste Spegepølse og Danmarks Bedste Rullepølse.

Pølsemageriets sortiment består af en lang stribe forskellige produkter.
Udover slagtermesteren er der for tiden yderligere to ansatte i Pølsemageriet.
Pølsemageriet deltager i mange konkurrencer. - Det er en forholdsvis nem måde at opnå anerkendelse på, siger Brian Flink Pedersen.

Indlæser debat