Politiet tilkaldt, selvom heste havde det godt

18. februar 2020, 09.35

KJELLERUP/RØDKÆRSBRO Har hestene det godt i regnvejret? Fryser de, og har de nok at spise?

To gange mandag måtte Silkeborg Politi ud og sikre sig, at nogle heste havde det godt. De havde fået to henvendelser fra folk, der var bekymrede for hestene.

Første gang på Ansvej i Rødkærsbro og anden gang på Dæmningen i Kjellerup. Men begge gange viste det sig, at hestene havde det godt.

- Når det regner og er så koldt, kan det ligne, at hestene har dårlige forhold, fordi der er så meget mudder. Men hestene havde gode forhold med foder og læplads, fortæller Flemming Just, politiassistent hos Silkeborg Politi.