Næsten som en grønlænder: Vil bygge sin egen kajak

En hobby har det med at gribe om sig - specielt for mænd - og nu vil Tommy Thomsen fra Silkeborg Kajakklub bygge sin egen havkajak

11. april 2019, 08.13

Tommy Thomsen fra Silkeborg Kajakklub har allerede produceret flere træpagajer efter grønlandsk forbillede. Næste skridt er at lave sin helt egen grønlænderkajak. Foto: Jakob Stigsen Andersen

Der er allerede flere i Silkeborg Kajakklub, der er udstyret med hjemmelavede træpagajer, lavet efter grønlandsk forbillede. Pagajen har samme længde som de pagajer, man køber til sin kajak, men bladet er smallere, og det tiltaler specielt mange kvinder.

Tommy Thomsen, der er ansvarlig for klubbens havkajakker og som er ansat i flexjob i Søsportens Hus, har produceret flere af træ-pagajerne.

- Man ror med dem på en anden måde, så mange oplever, at de ikke belaster skuldrene så meget, og de føles generelt bedre for fysikken, siger han.

Tommy Thomsen har et lille værksted derhjemme, hvor han fremstiller pagajerne med en blokhøvl.

- Altså jeg har ikke haft sløjd, siden jeg gik i skole, men jeg nyder virkelig at gå og lave dem, siger han.

Gør det hele selv

Men han er langt fra færdig med at lave tingene selv. Sammen med to andre har han meldt sig til et kursus i Sverige i februar næste år, og her kan de tre lave en kajak hver.

- Jeg har længe kigget på grønlændernes kajakker, men de er jo lavet i skind, så man risikerer at de muler i det danske klima, og så så jeg denne her. Black Pearl. Den bliver fremstillet i finér, og jeg overvejer allerede om den skal have sit helt eget specielle grønlandske navn, siger Tommy Thomsen.

For det betyder noget ´for ham at have lavet en kajak selv.

- Alle kan bruge 30.000 kroner på en kajak, men det er ikke alle, der kan bygge deres egen. Jeg får en kajak, der passer præcist til mig, og jeg får oplevelsen sammen med andre, siger han.

Kajakken skal være sort og hvid, være en »smugler«, som han kalder måden, den skal glide gennem vandet, og så kan han lave den på otte dage. - Kurset i Sverige koster 12.000 kroner, og så får du logi, ophold, undervisning og kajakken med hjem, siger han og ser allerede helt drømmende ud.

TIL FORSIDEN 60+'erne har taget havkajakkerne til sig, og Jens Erik Sørensen og Jacob Præstegaard er hoppet med på bølgen. Foto: Jakob Stigsen Andersen