Randers HK sikrer driften efter økonomiske problemer

Det er lykkedes for Randers HK at finde penge nok til at sikre driften efter problemer med økonomien.

Udgivet:10. marts 2022, 14.17

Læsetid:2 minutter

Spillerne fra Randers HK kan glæde sig over, at der kommet bedre styr på økonomien i klubben. (Arkivfoto).

/ Ritzau /

RANDERS Håndboldkvinderne fra Randers HK har i denne sæson kæmpet med økonomiske problemer, der har truet driften af klubben.

De økonomiske problemer er nu løst. Det oplyser Randers HK på sin hjemmeside torsdag.

- Det er med stor glæde, at vi nu kan melde ud, at vi har sikret Randers HK's likviditet til at fortsætte driften.

- Efter flere måneders intenst arbejde er det lykkedes Randers HK's bestyrelse at nå det nødvendige mål, skriver klubben.

I december oplyste Randers-formand Henrik Schaar, at der skulle findes en million kroner for at kunne betale regningerne i den resterende del af sæsonen.

Randers HK oplyser ikke, hvor mange penge der præcis er hentet. Blot at aktionærer, investorer, pengeinstitut og sponsorer har hjulpet i den nuværende situation.

- Det er fantastisk, at vi nu fortsat kan fokusere på elitehåndbolden i Randers.

- Jeg vil også meget gerne rose vores piger for, på trods af denne usikre situation og spillerafgang i utide, at levere på så højt et niveau, som holdet har.

- Det er fightervilje og fællesskab, som vi i Randers HK ser som kernen i vores identitet, siger Henrik Schaar.

Han henviser blandt andet til, at den løntunge profil Kristin Thorleifsdottir tidligere i sæsonen forlod Randers HK som en del af redningsaktionen.

På det tidspunkt havde Randers HK et minus i egenkapitalen på over en millioner kroner.

Formanden vil nu arbejde for at stabilisere økonomien i klubben, som overlevede en truende konkurs i 2019. Målet er, at det skal blive endnu bedre i næste sæson.

- Nu skal vi arbejde benhårdt på at skabe et bedre setup fra næste sæson, hvor bæredygtighed og økonomisk balance er nøglebegreber.

- Det skal blandt andet ske ved at stabilisere vores organisation. Vi skal fokusere på at gøre vores produkt moderne og kommercielt attraktivt og få det solgt ud til erhvervslivet og fans.

- Det er det fundament, der skal være grundlaget for en sund økonomi, som i sidste ende skal gøre vores sportslige setup bedre. Det er vores helt klare prioritering, siger formanden.

Randers HK, som fredag gæster Silkeborg-Voel, er nummer ti i ligaen og skal kæmpe for at undgå nedrykning, som der det ser ud lige nu.

/ritzau/