Har du lukket eller laver du takeaway?

De lokale spisesteder på Kjellerupegnen har mange forskellige måder at klare coronakrisen på

31. marts 2020, 14.56

Christian Andersen, Kongensbro Kro Vi har lukket. Vi har sendt alle medarbejdere hjem. Vi har også stoppet med takeaway. For alt det, vi kunne tjene der, ville blive modregnet i erhvervsstøtten fra staten. Det kan slet ikke betale sig at have forretningen kørende lige nu. Allerede i februar begyndte vi at modtage afbestillinger. I marts var omsætningen kun 10 procent af normalen. Lige nu er påsken væk; maj med konfirmationer er også væk. Kan vi nå at åbne i juni, vil vi nå op på 50 procent af årsomsætningen. Vi får travlt senere, men er nok først oppe at køre igen på fuld styrke om et år eller to. Vi er ved at renovere køkkenet på kroen lige nu for at bruge tiden på noget fornuftigt.