Kendt landmand med mere fylder 90

Sven Ravn, Skanderborg, er kendt af de fleste seniorlandmænd i hele Danmark, og lokalt i Østjylland har han et meget stort netværk både i og uden for landbruget - mandag 7. oktober fylder han 90 år

4. oktober 2019, 13.30

Sven Ravn - manden bag landets mange klubber for seniorlandmænd - flyttede til Skanderborg i 2008.

FØDSELDAG: Der er historisk vingesus, når forhenværende landmand og meget mere, Sven Ravn, på mandag 7. oktober fylder 90 år.

Gennem sit lange liv har han taget initiativ til meget, som har haft stor betydning for mange både i og uden for landbruget. Det måske mest kendte initiativ, han var en vigtig del af, var stiftelsen i 1995 af først en og siden rigtig mange klubber landet over for seniorlandmænd. Der er nu 60 klubber med omkring 12.000 medlemmer.

Formålet med dem er ikke fagligt, men i høj grad kulturelt med stor interesse for alt det, der rører sig i og uden for Danmark. Derfor har rejser for landmænd også været en del af klubbernes alsidige virke. Selv var Sven Ravn formand for den nationale forening fra 1997 til 2004 og for den lokale seniorklub helt frem til 2013.

I 2010 forfattede han selv en fyldig og oplysende bog om alle årene med klubberne for seniorlandmænd. Så den historie er sikkert bevaret for eftertiden.

I 1955 købte han sammen med sin hustru Else, med hvem han har tre børn, en kvæggård med røde køer og mælkeproduktion i Fastrup ved Solbjerg. På gården blev der gået meget op i avlsarbejdet, og desuden gik Sven Ravn ind i andelsarbejdet blandt andet som medlem af bestyrelserne for grovvarefirmaet, i mejeriet og slagteriet. Ligesom han også var i bestyrelsen for Skanderborg Landboforening.

Som ivrig kvægavler var han også meget aktiv i kvægavlsforeningen og i Nordisk Økonomisk Kvægavl kaldet NØK, som gav mange rejser rundt i Norden sammen med dygtige kollegaer og kvægkonsulenter.

Meget interessant er også, at Sven Ravn begyndte at holde studiekredse hjemme i stuerne, hvortil der blev inviteret kulturelle og politiske personligheder, som man bagefter kunne føre en interessant dialog med. Den slags er god folkeoplysning.

For at holde sig i form har han i mange år dyrket masser af gymnastik, hvilket han holdt med for tre år siden.

I 2008 flyttede Else og Sven Ravn til et rækkehus i Skanderborg, og året efter måtte han sige farvel til sin livsledsager. Men en mand af hans kaliber sætter sig ikke hen, så han blev aktiv på Vestermølle og er desuden en ivrig kirkegænger og deltager i kirkelig aktiviteter sammen med sin veninde Signe Hviid fra Stensballe. De to tager også på flere højskoleophold hvert år og deltager i flere andre aktiviteter.

Sven Ravn bor nu i Skanderborg bymidte, hvor han ses dagligt på indkøb med mere.

Fødselsdagen fejres privat.