Sygeplejerske ramt af sklerose: Nu er Karin en blomstrende succes i Rema 1000

For 45-årige Karin Heidemann Kjeldgaard fra Silkeborg er fleksjob i fire timer om ugen af stor betydning, og hendes arbejdsgiver er også mere end tilfreds: Siden Karin for knap to år siden blev blomsteransvarlig i Rema 1000 i Funder, er omsætningen tæt ved tredoblet i afdelingen Carsten Rosenkilde Lavrsen er glad for sine fleksjobbere - uanset deres baggrund. I dag er fire medarbejdere ansat i fleksjob i Rema 1000 i Funder

21. september 2021, 18.30

Karin Heidemann Kjeldgaard er uddannet som sygeplejerske og sundhedsplejerske og var helst fortsat indenfor et omsorgsfag som fleksjobber. I dag vil hun dog ikke bytte. - Jeg er glad for at være her og udfører en meningsfuld opgave, siger hun om fleksjobbet som blomsteransvarlig i Rema 1000 i Funder. Foto: Jakob Stigsen Andersen.

Smilet er stort, holdningen rank og der er fart over feltet, når Karin Heidemann Kjeldgaard skridter rundt på sin arbejdsplads, Rema 1000 i Funder, hvor hun på knap to år har formået næsten at tredoble omsætningen i afdelingen for blomster og planter.

En bedrift, der vækker opsigt i lavpriskæden, da Karin ikke er uddannet indenfor branchen, er kronisk syg og blot arbejder i fire timer om ugen.

Ingen kan se, at den 45-årige sygeplejerske, hustru, mor til fire og nu blomsteransvarlige i Rema-butikken på Funder Bygade er ramt af attackvis sklerose og skal forvente, at sygdommen forværres og når som helst kan sætte nye angreb ind.

Næsten nybagt mor

Karin Heidemann Kjeldgaard fik efter flere besøg hos en neurolog, skanninger og en prøve taget fra rygmarven stillet diagnosen i 2013, da hun var 36 år. Det var en ung læge på sygehuset i Viborg, som gav hende beskeden.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Man kan ikke se på Karin Heidemann Kjeldgaard, at hun er syg, tværtimod, og det kan godt være svært og såre hende, når andre ikke forstår sygdommen og hendes situation, som hun ellers er åben om. - I starten havde mange travlt med at fortælle om sklerose-patienter, som de kendte eller havde hørt om, som sad i kørestol og sådan. Der var mange panikhistorier. Andre forsøgte at komme med velmente råd om kost og andet. Det var meget stressende at få alle de informationer, og jeg var nødt til at sortere i det og fandt hurtigt ud af, hvem jeg havde lyst til at tale med det om, fortæller hun.

- Det var selvfølgelig et chok, for jeg har altid set mig selv som sund og rask. Men på en måde var jeg lettet og tænkte: »Nåh, var det bare det«. Jeg var jo bange for, at jeg havde kræft i hovedet, husker hun.

Hendes mand Dannie Kjeldgaard var hos hende, da hun fik diagnosen. Også han tog det pænt og sagde: »Det skal vi nok klare«.

- Han har været en stor støtte for mig hele vejen, konstaterer Karin, der bor i Hvinningdal med mand og parrets fire børn: tvillingerne Frida og Emil på snart 17, Mikkel på 11 og Alberte, der netop er fyldt 10 år.

Summen i hænderne

Karin var næsten nybagt mor, da hun i 2012 lagde mærke til, at det summede i hendes hænder. Hun havde en følelse af at have mel på hænderne uden at kunne børste det af, og var desuden meget træt. Som mor til fire små børn var det sidste jo ikke så mærkeligt, og hun tolkede ikke symptomerne som noget alvorligt.

Dengang arbejdede hun som sygeplejerske på børneafdelingen på sygehuset i Herning, og den ubehagelige snurren i hænderne var sygdommens første angreb. Ved det andet attack året efter blev hun ramt af føleforstyrrelser fra navlen og ned. Fødderne føltes iskolde og tunge som bly, og hun led desuden af hovedpine, kvalme og svimmelhed.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Karin arbejder en time om dagen fire dage om ugen, men hænger sig ikke i klokken, hvis en kunde har brug for en lille snak eller et godt råd om blomster og planter.

I dag glæder Karin sig over, at hun ikke blev ramt af sygdommen tidligere. Sklerose rammer flest kvinder - og mange af dem er i 20’erne.

- De skal gøre sig nogle overvejelser om, hvorvidt de skal have børn. Det slap jeg for, for jeg havde fået mine fire børn, konstaterer hun.

Farvel til faget

Selvom hun var ramt af kronisk sygdom, håbede Karin Heidemann Kjeldgaard dengang på, at hun kunne fortsætte i sygeplejerskefaget. Hun blev uddannet i 2000 og uddannede sig få år senere til sundhedsplejerske. Hun var ansat i Silkeborg Kommune og siden på barselsgangen på den daværende fødeafdeling på sygehuset i Silkeborg, indtil den lukkede i 2011. Siden fulgte en kort ansættelse på Hammel Neurocenter og herefter børneafdelingen i Herning, inden sygdommen satte en stopper for hendes karriere i faget.

Eller rettere sagt: Det er de offentlige arbejdsgivere - kommunen og sygehusvæsenet - der ifølge Karin forhindrer hende i at få et job, hvor hun kan bruge sin uddannelse som sygeplejerske i det antal timer, hun kan klare.

Hun fik faktisk et fleksjob på sin gamle arbejdsplads i sundhedsplejen, hvor hun var ansat i ni timer om ugen. Hun har også haft fleksjob i en vuggestue som pædagogmedhjælper.

- Jeg tænkte, at jeg som sygeplejerske da måtte kunne bruges på en eller anden måde. Men det var for få timer, jeg kunne arbejde på så stort et felt som sundhedsplejen. Det krævede for mange interessetimer af mig, og det kunne jeg ikke holde til, forklarer hun.

Lille job - stor betydning

I dag arbejder Karin Heidemann Kjeldgaard som fleksjobber en time om dagen mandag, tirsdag, torsdag og fredag i Rema 1000 i Funder. Og er superglad for det.

Hun bestiller friske blomster og planter, prismærker dem og sørger for at præsentere dem på flot og indbydende vis foran butikken og i indgangspartiet, hvor der altid er farvestrålende buketter af friske blomster.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Karin understreger, at hun jo hverken er uddannet gartner eller dekoratør. - Men jeg ved godt, hvad mange af de forskellige blomster og planter hedder og har måske nok lidt grønnere fingre end gennemsnittet, siger hun.

Som regel bliver hun i butikken 20 minutter længere, end hun skal, for Karin giver sig gerne tid til en lille snak med kunderne eller deler ud af gode råd om, hvordan de får en buket til at holde sig frisk længere.

- Det er et lille job, som har stor betydning for mig. Det kan selvfølgelig ikke sammenlignes med at være sygeplejerske, hvor du har et stort ansvar og fejl kan være fatale, så ja: Det er et stort spring, men det er jeg ikke så ærekær omkring, slår den blomsteransvarlige Rema-medarbejder fast og tilføjer:

- For mig er familien og mit helbred det vigtigste, og så er det rart samtidig at have et lille job. Det giver en indtægt, ro og normalitet. Når jeg er på arbejde, føler jeg mig lige så almindelig som alle andre. Uden den følelse ville jeg blive syg ...

Benhård prioritering

Karin har lovet sig selv, at det ikke skal gå ud over børnene, at deres mor er kronisk syg. Derfor tvinger hun sig dagligt til at prioritere benhårdt og må sige fra til mange aktiviteter, arrangementer og sociale sammenkomster.

Sklerosen betyder, at hun hurtigt bliver træt og har brug for at hvile sig hver dag og har behov for at »lukke af«, hvis hun er sammen med mange mennesker. Ellers kommer hun til at betale prisen i form af hovedpine, kvalme, svimmelhed og dårlig søvn.

Det hævner sig, hvis jeg ikke respekterer mine behov for hvil, og så bliver jeg en anden person. Det kan jeg ikke byde min familie

Karin Heidemann Kjeldgaard

- Det hævner sig, hvis jeg ikke respekterer mine behov for hvil, og så bliver jeg en anden person. Det kan jeg ikke byde min familie. Derfor deltager jeg kun i arrangementer, som betyder meget for mig, forklarer hun.

Det er en fast rutine, at hun lægger sig og blunder en time eller halvanden hver dag, inden børnene kommer fra skole.

En sund livsstil var også før sygdommen en selvfølge for Karin, der i dag primært holder sig til antiinflammatorisk kost og træner hver uge hos en fysioterapeut og dyrker motion. Den tre km lange tur til arbejdspladsen i Funder og retur bliver uanset årstiden tilbagelagt på cykel. Hun forsøger også altid at få en god nattesøvn og i det hele taget minimere stress.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Sygdommen gør, at Karin hurtigt bliver træt. - Men uanset hvor dårligt, jeg har sovet, kan jeg godt klare at tage cyklen til Funder og passe mit job i en time, siger hun.

Hun har selv en teori om, at den sunde livsstil har været med til at holde sygdommen i ave, så den ikke er blevet forværret de seneste år. Hun bliver fulgt tæt af læger og er netop blevet rutinemæssigt skannet. Denne gang er hun dog lidt spændt på svaret, der først kommer om nogle uger.

- Der var nogle nye arvævspletter i hjernen, så jeg er bange for, om det går den forkerte vej. Sygdommen rammer nervesystemet, og det kan være, at nye attacks om fem eller ti år kommer til at give mig nogle kognitive begrænsninger, så jeg får svært ved at huske ting og lære nyt. Det bekymrer mig selvfølgelig, siger hun.

Tilpas udfordrende

Karin Heidemann Kjeldgaard får i dag ikke medicin mod sygdommen. Det er afprøvet, og resultatet var blandt andet en leverforgiftning. Det har vist sig, at hun ikke kan tåle selv den mildeste form for sklerose-medicin. Til gengæld fik hun for fire år siden af sin læge ordineret medicinsk cannabis, og det har hjulpet meget på hendes nattesøvn.

Hun kan stadig godt have en dårlig nat.

- Men uanset hvor dårligt, jeg har sovet, kan jeg godt klare at tage cyklen til Funder og passe mit job i en time, siger hun.

Jeg er stolt af mit arbejde og cykler altid glad hjem

Karin Heidemann Kjeldgaard

Hun elsker at være på arbejde, keder sig aldrig på arbejdspladsen og synes, at jobbet er tilpas udfordrende og at hun har et ansvar på et passende niveau, selvom det at være blomsteransvarlig i Rema i fire timer om ugen er noget helt andet end at arbejde med syge mennesker i dag-, aften- og nattevagter.

- Jeg fik ansvar fra første arbejdsdag og sætter en ære i at gøre det godt. Jeg føler mig som en del af holdet. Det er en dejlig følelse, og der er aldrig nogen af kollegerne, der siger: »Nåh, går du nu?«. Jeg udfører en regulær opgave, får ros og synes selv, jeg gør det godt. Jeg er stolt af mit arbejde og cykler altid glad hjem, siger hun og tilføjer:

- Og så nyder jeg at kunne svare en lille smule skat, selvom jeg er sygdomsramt.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Rema 1000-købmand Carsten Rosenkilde Lavrsen er glad for Karin, der har vist sig som et stort aktiv for butikken i Funder - også når man helt kontant ser på bundlinjen: - Der er 360 Rema’er i Danmark. Det ville være fantastisk, hvis de alle havde en klon af Karin. Så kunne vi hjælpe lige så mange mennesker, som har brug for et fleksjob, og samtidig øge omsætningen. Foto: Jakob Stigsen Andersen

Købmand: Jeg ser på mennesker fremfor kompetencer

Karin Heidemann Kjeldgaard mødte første gang Rema-købmand Carsten Rosenkilde Lavrsen fra dagligvarebutikken i Funder på en jobcafé på Hotel Scandic i december 2019, hvor arbejdsgivere og ledige på jagt efter et fleksjob kunne møde hinanden.

Kemien mellem sygeplejersken og købmanden var straks god.

- Tonen var frisk, og han virkede rar og imødekommende, husker Karin.

Købmanden fik sendt hendes cv. Dagen efter besøgte hun ham i butikken på Funder Bygade, og i januar 2020 havde sygeplejersken første arbejdsdag som blomsteransvarlig.

- Jeg kigger på mennesker fremfor kompetencer. Hvis bare jeg finder de rigtige mennesker til butikken, så skal jeg nok få dem til at passe ind i det store puslespil. Det vigtigste er, at de passer ind på holdet og gerne vil. Da jeg så Karin første gang, vidste jeg bare, at hende ville jeg gerne ansætte, fortæller Carsten Rosenkilde Lavrsen.

Fire af hans medarbejdere i Rema 1000 er ansat i et fleksjob, og den 33-årige købmand har ved selvsyn set, hvordan tillid bygger mennesker op.

- Opgaverne tilpasses de ansatte og de ressourcer, de har, og ikke omvendt. Selvom de ikke kan arbejde i 37 timer, så løfter de jo en del af den samlede arbejdsbyrde, og jeg kan sige til dem: I kan noget! Her hos os er I en kæmpe succes, forklarer købmanden.

Helt uhørt

Han så helt rigtigt, da han så mennesket Karin og gik efter at få hende på Rema-holdet. Hun har vist sig at være et stort aktiv i butikken - ikke bare i kraft af sit vindende væsen og en moderlige omsorg for især de unge elever. Hendes indsats kan også aflæses på bundlinjen, da omsætningen i blomsterafdelingen ved årets udgang vil være tredoblet på de to år, hun har haft ansvaret for den.

- Det er helt uhørt. Før var blomster bare noget, vi havde i butikken. Sådan er det ikke mere. Jeg tror, at mange kunder vælger os til i dag på grund af Karins blomster. Der er altid er friske blomster i butikken, og kvaliteten er konstant på et højt niveau. Det smitter af på resten af butikken, for blomsterne er det første, kunderne ser, og så tænker de: Okay, her er styr på tingene, forklarer Carsten Rosenkilde Lavrsen.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Udover at være god til at bestille de rigtige varer hjem, er Karin også værdsat for sit vindende væsen og for at være god til at præsentere blomster og planter på en indbydende måde i og udenfor dagligvarebutikken. Foto: Jakob Stigsen Andersen

For Karin Heidemann Kjeldgaard er det en sjov udfordring at ramme rigtigt, når hun bestiller varer - både i antal og når det gælder om at vælge varer, der falder i kundernes smag. Det mindsker spild. Før hun blev ansat, måtte butikken smide mange blomster og planter ud, fordi de ikke blev solgt i tide.

- Jeg har sådan en lille konkurrence kørende med mig selv for at smide mindst muligt ud. Det er på alle måder en meningsfuld opgave, siger hun.

En samfundsopgave

Selvom den tidligere sygeplejerske i dag er glad for sit butiksjob, så mener hun, at offentlige arbejdsgivere bør lære af de private - som købmanden i Funder.

- Det er meget svært af finde et fleksjob indenfor sygeplejefaget. Det er, som om rummeligheden ikke er stor nok i det offentlige. I Rema virker det som en del af filosofien at tænke fleksjobbere ind og dermed løfte det, jeg vil betegne som en samfundsopgave, siger Karin Heidemann Kjeldgaard.

Karin kan godt lide stemningen og den friske tone på sin arbejdsplads.

Indlæser debat...