48-årig død i ATV-ulykke nær Viborg

Manden væltede og døde på stedet, da han mistede herredømmet over køretøjet på en grusvej

24. februar 2020, 06.29

En 48-årig mand væltede søndag aften på en ATV nær Viborg og blev erklæret død på stedet. Arkivfoto: Ilya Naymushin/Reuters

ULYKKE En 48-årig mand mistede søndag aften mistet livet i en soloulykke nær Viborg.

Det oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Jan Nørrum.

Ulykken skete klokken 21.11, da manden forulykkede på en ATV på en grusvej i den lille landsby Sparkær nordvest for Viborg.

- Han kom kørende på en ATV på Bakkelyvej mod nord. Af ukendte årsager mistede han herredømmet over køretøjet og væltede. Han pådrog sig alvorlige hovedtraumer og blev erklæret død på stedet, siger vagtchefen.

En ATV (all-terrain vehicle) er en robust tre- eller firehjulet type af motorcykel, som føreren sidder ovenpå.

Manden var alene, og det var derfor en beboer på Bakkelyvej, som slog alarm, da vedkommende så manden vælte.

Den 48-årige var fra lokalområdet, og hans pårørende er underrettet.

- Der er ikke flere oplysninger i sagen, siger vagtchef Jan Nørrum.

/ritzau/