Karrierestop: Tidligere SIF-profil skal på politiskolen

Mikkel Vendelbo indstiller sin aktive fodboldkarriere og tager hul på et nyt kapitel

13. januar 2021, 13.56

Mikkel Vendelbo. Foto: Martin Ballund

FODBOLD 33-årige Mikkel Vendelbo har spillet sin sidste kamp som professionel.

Den rutinerede midtbanespiller, der fra 2015 til 2019 spillede for Silkeborg IF, har fået ophævet sin kontrakt et halvt år før tid med 1. divisionsklubben Skive IK.

Han har det seneste år været plaget af en knæskade, og fra 1. februar er han optaget på politiskolen.

- Jeg får jo en ny start rimelig hurtigt. Der er fodboldspillere, der ender i en identitetskrise efter karrieren, hvor de ikke ved, hvad der skal ske. Men det har jeg jo afklaret, og jeg har det fint nok med det, siger han til Skive Folkeblad.

- Jeg har været fuldtids-fodboldspiller, siden jeg var 17 år. Det var været hele mit liv med op- og nedture, så der går nok et par måneder, før man ikke længere går og tænker på resultater, siger Mikkel Vendelbo, der for halvandet år siden stoppede i SIF efter oprykningen til Superligaen.

Han har også spillet for Esbjerg, norske Hønefoss, og tyske Holstein Kiel.

I Skive IK ærgrer sportschef Rasmus Brandhof sig over at tage afsked med midtbanespilleren.

- Det er med smertende hjerte, at vi siger farvel til Mikkel Vendelbo, som har været en meget vellidt person i klubben de sidste halvandet år. Mikkel har været topprofessionel og har haft en stor sult på at hjælpe klubben på bedste vis.

- Desværre har Mikkel været ramt af skader det sidste stykke tid, som han dog var på vej tilbage fra, men det kombineret med at Mikkel har fået en enestående mulighed for at komme ind på politiskolen pr. 01.02.21, har gjort, at vi nu er enig om at stoppe samarbejdet, siger Rasmus Brandhof.