Voldsom brand i villa: Tre brandstationer tilkaldt

Brandmænd fra tre stationer er tilkaldt for at slukke stor brand i villa i Thorsø

4. december 2021, 14.25

FAVRSKOV OPDATERET 5. december kl. 09.44

»Beredskab & Sikkerhed« måtte lørdag i aktion, da der udbrød brand i en villa på Grøndalslundvej i Thorsø. Efterfølgende er en kvindelig beboer i huset blevet sigtet af politiet - oplyser Østjyllands Politi.

Kvinden, der selv kom til skade ved branden, dog i mindre grad, er sigtet efter Beredskabsloven i forbindelse med, at hun tændte op i en brændeovn, hvilket udløste den omfattende brand, hvor taget på huset faldt sammen.

Der blev slået alarm lørdag klokken 12.12, og brandmænd fra tre stationer var involveret i slukningsarbejdet.

- Der har ikke været personer i fare, men på et tidspunkt var der fare for, at branden fra den forholdsvis store villa skulle brede sig til en af nabobygningerne, men det er ikke længere tilfældet, sagde Johnny Damgård, operationschef ved Beredskab & Sikkerhed, i forbindelse med branden.